En 25-årig mand fra Dybvad mistede natten til fredag livet i en trafikulykke, mens en 16-årig medpassager slap med mindre skader, oplyser Ritzau.
Ulykken skete i Thyborøn da den 25-årige mand af ukendte årsager mistede herredømmet over sin bil på Harboørevej. Den 16-årige blev fløjet på hospitalet i Aarhus, men har kun fået mindre skader.
”Vi fik anmeldelsen klokken 1.04. Den afdøde var blevet slynget ud af bilen, mens den 16-årige efter ulykken sad fastklemt. Da ambulancer og læger kom frem, blev det konstateret, at den 25-årige var død på stedet”, fortæller Sune Espersen, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Der var ingen andre personer involveret i ulykken, og der skal nu foretages tekniske undersøgelser på stedet for at fastslå, hvad der gik galt.