Lions Jyske Aas afholdt i dag en lukket golfturnering på Sæby golfbane. Til matchen var der udlovet en sprit ny Kia Picanto fra Uggerhøj for “Hole in one”.
Så hvis nogen var så dygtig eller måske mere heldig at slå bolden i hul på et slag ved hul 16, så var bilen deres. Denne bedrift kan Preben Samallo, der til dagligt er ansat i pakkeriet på Danish Crown nu prale med.
Han var, da matchen blev skudt i gang kl. 9.15, startet ved hul 10 og var således 1/3 gennem banen, da det umulige skete. “Jeg slog til bolden fra tee stedet, og kunne se den var god, men var faktisk på vej efter min golfbag, da de andre begyndte at hyle op, og inden længe lød der et brøl fra officials og de andre spillere, bolden var i hul, men jeg havde faktisk ikke selv set det”, fortalte Preben, der også til dagligt har sin gang i Sæby Golfklub.
Efter matchen blev han så hyldet af de andre spillere til Lions matchen, og en repræsentant fra Uggerhøj kunne overrække blomster og vigtigst nøglen til den nye Kia, der fra i dag er Preben Samallo’s ejendom.
De mange andre deltagere i dagens dyst kunne efterfølgende nyde god mad i golfklubbens cafe. Her blev dagens bedste spillere på flere niveauer kåret og præmieret, men intet kunne måle sig med dagens mand Preben Samallo.