Gennem en opbrudt dør sikrede ubudne gæster sig natten til fredag adgang til RobLight på Gammel Skagensvej i Frederikshavn.
Inde i bygningen har gerningsmændene stjålet en glasblæser, som har en estimeret værdi af 40.000 – 50.000 kr.
Den tunge glasblæser er tilsyneladende blevet slæbt ud af bygningen – hvilket slæbemærker på gulvet vidner om.
Hvordan maskinen efterfølgende er blevet fragtet væk fra bygningen, kan Nordjyllands Politi endnu ikke udtale sig om.
Nordjyllands Politi hører gerne fra borgere, som har oplysninger, som kan hjælpe i den videre efterforskning.