Økonomiudvalget skal på sit møde den 10. september tage stilling til godkendelse af en erhvervslejekontrakt for det nye sundhedshus i Sæby.
Af sagsfremstillingen fremgår det, at Frederikshavn Kommune i december 2011 traf en principbeslutning om, at kommunen i samarbejde med Region Nordjylland skulle bygge et Sundhedshus i Sæby til trænings- og sundhedscenter. Tilsvarende er der bygget lokaler til at huse praktiserende læger.
Sundhedshuset drives som et interessentskab, og interessentskabet lejer ud til Frederikshavn Kommune i henhold til standardiserede lejevilkår. Der må kun lejes ud til kommunale og regionale sundhedsaktiviteter samt sygesikringsydere. Kommunen lejer et samlet areal på 1300 m2 bestående af et basisareal og en andel af fællesarealer.
Den årlige leje er aftalt til 596 kr. pr. m2 bruttoareal som basisleje i 2012-niveau. Efter pristalsregulering udgør lejen i alt 802.332 kr. pr. 1. januar 2014, svarende til 612 kr. pr. m2 pr. år. Der betales ikke depositum. Lejen reguleres årligt ved årsskiftet med nettoprisindekset som reguleringsfaktor. Udover lejen betaler lejer for forbrug af el, vand og varme samt en forholdsmæssig andel af ejendommens øvrige driftsudgifter.
Driftsudgifterne fordeles ud fra to forskellige fordelingsprocenter. Frederikshavn Kommune betaler 47 % af de driftsudgifter, som vedrører hele ejendommen. De 47 % svarer kommunens samlede lejeareal i forhold til hele ejendommens samlede areal. Frederikshavn Kommune betaler 30 % af driftsudgifterne vedrørende
fællesarealerne, da kommunen forholdsmæssigt har færre kvadratmeter fællesarealer end Regionen. Den indvendige vedligeholdelse samt fornøden fornyelse påhviler lejer, mens al udvendig vedligeholdelse påhviler udlejeren.
Frederikshavn Kommune har hel eller delvis fremleje- og afståelsesret samt genindtrædelsesret. Fremleje-og afståelsesretten må kun ske til kommunale sundhedsaktiviteter. Der etableres en lejerforening med pligtmæssigt medlemskab af samtlige lejere, navnlig med henblik på varetagelse af lejernes fællesforhold.
Lejemålet er fra lejers side uopsigeligt i 10 år, men kan derefter af lejer opsiges med 6 måneders varsel. Lejemålet er fra udlejers side uopsigeligt i 20 år, og kan derefter af udlejer opsiges med 12 måneders varsel.
Lejemålet træder i kraft, når lejemålet afleveres til udlejer ca. den 3. september 2014.
Tekst af Per Rye