Den nye aldersopsparing giver danske pensionsopsparere op imod 50.000 kroner mere til pensionisttilværelsen. Men det er der åbenbart ikke ret mange, der har fået øjnene op for, lyder det fra Spar Nord Sæby.
Danskerne har i stor stil benyttet sig af muligheden for at få skatterabat ved at konvertere kapitalpensionen til en aldersopsparing inden udgangen af 2014. Til gengæld overser mange de fordele, der er forbundet med løbende at spare op på en aldersopsparing, og som i sidste ende kan betyde op imod 50.000 kroner mere til udbetaling på pensionstidspunktet.
Sådan lyder konklusionen fra Spar Nord på baggrund af nye beregninger fra banken.
50.000 kroner til forskel
Spar Nord Sæby hæfter sig ved, at aldersopsparingen er afgiftsfri på udbetalingstidspunktet. Og det er i sidste ende mere værd end den fradragsret på indbetalingstidspunktet samt afgift på udbetalingstidspunktet, som gjorde sig gældende på kapitalpensionen.
En 65-årig, der i 30 år har indbetalt 28.100kroner årligt på sin aldersopsparing, vil derfor ifølge Spar Nord få omkring 50.000 kroner mere udbetalt omregnet til nutidsværdisammenlignet med, hvis indbetalingerne var sket på en kapitalpension.
- Du betaler ingen afgift, når du skal have udbetalt din aldersopsparing, og den fordel er så at sige mere værd, end fordelen ved at få fradrag for indbetalingerne, siger Privatkundechef Rikke Kloppenborg i Spar Nord Sæby.
Hun håber, at den igangværende slutspurt for skattebegunstiget konvertering af kapitalpension til aldersopsparing kan få flere til at få øjnene op for fordelene ved at indbetale på en aldersopsparing.
Forvirring for 6,3 mia.
De indtil videre meget beskedne indbetalinger på aldersopsparingen forklarer Rikke Kloppenborg med udfasningen af kapitalpensionen.
- Vi mangler efter alt at dømme at finde ud af, hvor vi skal gøre af de cirka 6,3 milliarder kroner om året, som vores frivillige indbetalinger på kapitalpensionen tidligere beløb sig til, siger Rikke Kloppenborg og tilføjer afsluttende:
- Og selv om vi ser en lille stigning på livrenter, ratepension og aldersopsparing, så falder vores indbetalinger samlet set. Og det er bekymrende.
Danskernes samlede pensionsindbetalinger beløb sig i 2013 til 104,5 milliarder kroner, når frivillige indbetalinger og arbejdsmarkedspensioner regnes sammen. Det svarer til et fald på tre milliarder kroner sammenlignet med 2012.
Om Spar Nord
Med flere end 360.000 kunder, cirka 1.500 medarbejdere og 71 lokale banker (filialer) over hele landet er Spar Nord blandt de største banker i Danmark. Banken har gennem finanskrisen hvert år leveret trecifrede millionoverskud og landede i 2013 et overskud før skat på 670 millioner kroner.
Spar Nord ejes af cirka 125.000 aktionærer.
For yderligere information se www.sparnord.dk