Efter flere dage med overflod af julemad og andre søde sager, venter nytåret og de tilhørende fortsæt lige om hjørnet. Måske er det derfor at antallet af deltagere til dette års Sæby på Vægten er støt stigende i disse dage.
Som sidste år er det Spar Nord, der i samarbejde med lokale aktører er klar til at hjælpe byens befolkning af med de overflødige kilo, og som om det ikke er nok, så venter der en gulerod forude på 10.000 kr. til det hold, bestående af 5 personer, der klare sig bedst i konkurrencen. Anden og tredje pladsen præmieres også, så der skulle, hvis man har det der skal til, være muligt at få finger i en af de 3 pengepræmier.
På nuværende tidspunkt er der i Sæby tilmeldt 27 hold, altså 135 personer og hos vores naboer i Skagen, som også skal i gang, ligger antallet af tilmeldte hold på 18. Så allerede nu ser det godt ud for Sæby, der jo så fører den indbyrdes konkurrence mellem byerne.
Sidste år tabte Sæbynitterne mere end 2,3 tons på de 8 uger konkurrencen varede, og med 400 deltagere blev det til et snit på 5,75 kg pr. mand, hvilket måske ikke lyder af meget, men da alt udregnes efter indextal, kan det godt være ret misvisende.
Dog skal det nævnes, at den person der tabte mest, havde “lagt” mere end 25 kg på de 8 uger, så muligheden for at få styr på julesulen er bestemt til stede.
Det er muligt frem til 5. januar 2015 at tilmelde et hold, og er man ikke i stand til at skaffe 5 personer, så hjælper de gerne med det hos bl.a. LOOP, hvor Lisa Farum oplyser, at det ikke kræver medlemsskab hos LOOP for at få hjælp til at deltage i Sæby På Vægten 2015.
Ønsker du at tilmelde et hold, kan det ske her: www.saebypaavaegten.dk