“Sebastians Zoolomusikshow er en blanding af musikalske højdespring, vittigheder, cirkusartistnumre, levende dyr og sensationer fra Sebastian Klein. Det er verdensnumre, musik og artisteri på højt plan.” Sådan står der i Sebastians pressemateriale og spas, musik, leg og fjollerier er helt i Hørby BørneMusikFestivals ånd, så det er et scoop at Sebastian kommer og bidrager til, at pladsen fyldes af den helt rigtige børnestemning.
Alle bands booket
Sidste år i juni var der udendørs musikfestival for børn i Hørby for første gang, og det var så stor en succes, at forberedelser til dette års festival, som løber af stablen den 13. juni 2015 kl. 10 – 15, blev påbegyndt næsten inden den forrige var slut. Derfor er der også allerede nu gang i billetsalget på hjemmesiden og de tre bands, der skal optræde på den store scene, er booket. Sparekassen Vendsyssel var hurtigt på banen som hovedsponsor, så nu skal der bare sælges en masse billetter. Sidste år var der omkring 1000 mennesker på pladsen.
Sille og Palles Børnejazz åbner ballet
Udover Sebastians Zoolomusikshow kommer også Sille og Palles Børnejazz – de åbner festivalen. Sille og Palle har spillet rigtig mange børnekoncerter og deres koncert er fuld af bali-klokker, guitarstrengeleg, sigøjnerjazz og brazilrytmer, så mon ikke det kommer til at svinge på hele festivalpladsen? Med sig har de Kristian Jørgensen på violin og Kaare Munkholm på vibrafon – nogle sjove instrumenter, som man ikke hører og ser så tit, men Hørby BørneMusikFestival sætter også en ære i at være en øjenåbner for børnene og vise dem mange facetter af musikkens univers. Sille og Palle har desuden skrevet musikken til Rosa i Rouladegade, som mange børn kender fra Ramasjang.
Festlighederne slutter med “gang-i-den” og fede guitarsoloer
Ørehængerne gav den fuld gas til festivalen i 2014 og de er booket igen. De fede guitarsoloer, skøre historier og deres “vildt meget gang i den-udstråling” gør dem simpelthen til de bedste til at slutte festlighederne af.
Brug børnepengene på en musikalsk oplevelse for hele familien
Børnepengene er netop røget ind på kontoerne rundt omkring, så skynd jer at få sikret billetter til en dag, hvor hele familien hygger sig sammen og aktiviteter og musik emmer af kvalitet og “nøj….det for børn”! Når du har købt en billet til Hørby BørneMusikFestival, er du automatisk sikret en menu på dagen. Disse er sat sammen, så du får udleveret sundt og lækkert mad.
Vil man vide mere om festivalen, er der informationer på hjemmesiden hørbybørnemusikfestival.dk og man kan også finde festivalen på facebook.