Byrådsmedlem Ida Skov, Enhedslisten, har ønsket at få en sag om lukkede punkter på dagsordenen for Byrådets forestående møde den 29. april.
Ida Skov ønsker, at offentlige referater fra udvalgsmøder, herunder Økonomiudvalgsmøder, skal indeholde beslutningsreferat for alle dagsordenspunkter, samt oplyse hvilke medlemmer eller partier i udvalget, der er henholdsvis for og imod indstillingen til dagsordenspunktet. Dette skal efter Ida Skovs opfattelse også gælde for lukkede punkter. Der vil selvfølgelig stadig være oplysninger, som er undtaget offentlighed og derfor ikke kan indgå i beslutningsreferat.
Som begrundelse for forslaget fremfører Ida Skov, at den praksis, som eksisterer for offentliggørelse af referater fra møder i de politiske udvalg i Frederikshavn Kommune, er sådan, at det ikke altid er muligt for interesserede borgere eller pressen at få kendskab til en beslutning, der er truffet i et udvalg.
Hun giver som eksempel, at det f.eks. ikke muligt for offentligheden at få kendskab til, at flertallet i økonomiudvalget den 22. oktober 2014 besluttede at udbyde kommunale arealer til salg, og ikke hvem der var henholdsvis for og imod indstillingen.
Ida Skov peger på, at Byrådet ønsker borgerinddragelse for at have den bedste baggrund at træffe beslutninger på og for at styrke et åbent demokrati i kommunen. Det kræver, at offentligheden kan vide, hvilke sager, der behandles, og hvilke beslutninger, der træffes i de politiske udvalg.
Når alle, efter den nye offentlighedslov, som kom i 2013, har ret til aktindsigt i beslutninger truffet i politiske udvalg, også lukkede punkter, giver det ingen mening, at beslutninger fra lukkede punkter udelukkes i mødereferaterne, slutter Ida Skov sin dagsordensanmodning.
Tekst af Per Rye