Stemningen er glad dog ikke høj, og måske lidt klemt. Over 60 personer er samlet foran borepladsen i Dybvad.
Borer Total virkelig efter skifergas her i Vendsyssel, Frederikshavn kommune? Har byrådet virkelig ikke stoppet det endnu? Selvom hele Nordsjælland har sagt nej til skifergas – og Total som følge der af har opgivet at bore der.
Ålborg har sagt nej, flere og flere lande rundt omkring har sagt nej.
Skal Vendelboerne virkelig forgiftes og have deres vand og natur ødelagt? Det ligger og summer under overfladen, hvordan kunne det dog tillades? Enhver ved jo, at flere tusinde tons blandet flydende kemikalieslam, som ligger og koger i 120 graders varme, ikke bliver liggende et sted, men altid vil stige gennem den knuste skifer, revner, huller osv., indtil det når grundvandet – ligesom i et varmesystem.
Der er blevet kæmpet længe. Total protest lejren har kæmpet hver dag, i sne og blæst – juleaften, nytårsaften, i påsken – hver dag har der været sunget foran porten til borepladsen.
Da lastbilerne med boretårnet blev blokeret, var det nat og dag, der blev kæmpet. Hvornår skulle demonstranterne stå parat? Ingen syntes det var sjovt, men en pligt til at beskytte Vendsyssels vand og hele landsdelen især for kommende generationer.
De fleste af demonstranterne er voksne, over 40 eller ældre, og ikke unge mennesker, som bare skal have afbrændt ekstra energi. Det skal lykkes, de bliver ved, de vil ikke have deres landsdel ødelagt, vil ikke miste deres rene vand, fordi Total skal tjene endnu flere penge.
Fællesskabet lyser stærkt i “mørket”.
Måske føler Vendelboerne sig lidt klemt, men ingen lader sig kue. Vendelboer bliver stærkere af modstand. Alle står sammen, og lader ikke Total og en del af regeringen ødelægge Vendsyssel.
Onsdag er der igen byrådsmøde i Frederikshavn, og alle vil møde op for at støtte de politikere, som også kæmper for vandet, luften og naturen i Vendsyssel.
Hjælp med at passe på Vendsyssel og rent vand til alle, mød op kl.17.30 foran Rådhuset. Der er mange, der er imod, vis byrådet hvor mange, så de overfor energiministeren har et stort bevis på, at man i Frederikshavn også bliver nødsaget til at sige nej tak. Regeringen kan ikke tillade skifergasudvinding i Vendsyssel og Frederikshavn kommune, når de fleste der er imod.