I dag klokken 12 havde Borgmester Birgit Hansen æren af at skyde 24 timers løbet I Sæby i gang.
Det foregik efter en kort briefing fra Gunner Møller fra SIK80 om regler og retningslinjer for løberne og en tale fra Frederikshavns Kommunes Borgmester Birgit Hansen, som brugte sin taletid på bl.a. at rose arrangørerne for værtsskabet, og den store indsats det kræver at arrangere et DM og et 24 timers løb.
Præcis kl. 12 skød Birgit Hansen løbet i gang, og de 480 deltagere kan nu se frem til 24 timer i de smukke omgivelser ved og omkring Sæby havnepromenade.
Masser af tilskuere var også på plads langs ruten for at heppe på deltagerne, og det er der nok ingen tvivl om, at de får brug for. For udover tiden og distancen, så var vejrguderne heller ikke helt med fra start på paradisjorden, hvor både regn og blæst gjorde det surt for løberne allerede fra første minut. Flere løbere måtte have yderligere tøj og handsker på for at holde varmen, også selvom solen nu er begyndt at titte frem. Heldigvis er det ikke længere regnen, der sætter dagsordenen, og mon ikke lidt mindre vind ville være ønskværdigt.
Vi ønsker alle deltagerne held og lykke og vil løbende opdatere artiklen med billeder fra havnen i Sæby.