Teknisk Udvalg får på udvalgets kommende møde den 19. oktober bl.a. punktet ”Orientering fra administrationen” på dagsordenen. Som bilag til punktet medfølger et referat fra det seneste møde i Trafiksikkerhedsudvalget i september måned.
Her forelå et input fra en forælder, der har været aktiv i debatten om sikker skolevej i Sæby. Det havde fået overskriften ” Adfærdsproblemer på cykelsti ved Shell i Sæby – Ålborgvej ved signalanlæg”.
Pågældende har over for Trafiksikkerhedsudvalget præciseret, at pågældendes henvendelse ikke må opfattes som brok, men som et ”hot spot”- øjebliksbillede om en situation en tilfældig morgen.
Pågældende forælder skriver, at vedkommende lige har været indblandet i et lille morgenuheld ved Shell.
”Jeg holder og er på vej ud fra Shell ved sydudkørslen, og jeg skal dreje til højre mod syd. Jeg skeler til højre og ser ikke nogen og retter så fokus mod cykler og biler fra nord og triller frem, så jeg kan se trafikken. Jeg holder stille. Med ét kører en cyklist ind i siden og forpartiet på min bil. Han falder af cyklen og slår hovedet (ingen hjelm).”
Den pågældende forælder forklarer videre, at efter en tur til Frederikshavn, hvor det bare kunne konstateres, at der ikke findes en skadestue, var man en tur hos drengens egen læge i Sæby. Drengen slap med knubs og en påtale om brug af hjelm. Hans bedstefar kom og hentede ham, så alt i orden der.
Det forklares i henvendelsen til Trafiksikkerhedsudvalget: ”Drengen, som gik i 7. kl., cyklede i modsat retning på cykelstien, hvilket han jo ikke må (og han var sikkert også uopmærksom), men da jeg besøgte stedet igen lidt senere, var der tre voksne cyklister, der cyklede i samme retning på under 5 min.”
Pågældende påpeger i sin henvendelse, at “Sikker skolevej” går ad en lille grusvej mod vest og ikke denne vej forbi Shell, men ikke alle benytter den.
”Jeg var ude over hajtænderne, da han kørte ind i mig, hvilket også er nødvendigt for at orientere sig for trafikken fra nord. Alt i alt er det bare et rigtig dårligt sted.”
Fra den pågældende henvendelse lyder det, at som minimum bør bilister advares om krydsende cyklister fra begge sider. Selv om det ikke er meningen, at det skal være et sted med krydsende cyklister, er det bare en realitet, at det er det. Men der bør nok gøres noget bedre end det – måske skiltning eller stribning af ensrettet cykelsti.
Orienteringen blev dengang taget til efterretning af Trafiksikkerhedsudvalget, som har Boie Skov Frederiksen fra Center for Teknik og Miljø som formand. I udvalget sidder endvidere Carl Aage Christensen fra Nordjyllands Politi, Jane Olesen fra Center for Park og Vej, Rikke Løgtved Bruus fra Center for Teknik og Miljø, distriktsskoleleder Anette Jensen Nedermark fra Skoledistrikt Syd, færdselskontaktlærer Preben Jakobsen fra Torslev Skole samt Susanne Madsen fra Center for Skole.
Tekst af Per Rye