Nybolig Erhverv Vendsyssel, som har base i Frederikshavn, søger en erhvervsmægler/sælger til at fortsætte den positive udvikling samt udbygge firmaets markedsposition på erhvervsmarkedet i Vendsyssel.
- Vi søger en person, der har et stort erhvervsmæssigt netværk, er tillidsskabende og med en høj grad af troværdighed samt med en professionel tilgang til arbejdet. Jobbet kræver en ambitiøs og struktureret person, der er indstillet på at arbejde vedholdende og målrettet for at opnå resultater og vækst i en ofte hektisk hverdag, oplyser indehaver Tommy Fuglsang fra Nybolig Erhverv Vendsyssel på fjerde sal i Kattegat Silo.
Man behøver ikke være ejendomsmægler for at søge stillingen.
- Vi kender betydningen af det gode købmandsskab, ligesom vi ikke går på kompromis med kvalitet og faglig kompetence. Alligevel ved vi også, at den rette kandidat ikke nødvendigvis er ejendomsmægler, men eventuelt er indstillet på at blive det, lyder det fra Tommy Fuglsang.
Den nye medarbejder skal sammen med Hans Skovgaard og Tommy Fuglsang udgøre det fremtidige team i Nybolig Erhverv Vendsyssel. Der er i øvrigt tilknyttet backup assistent til varetagelse af sagsbehandling.
Læs mere på: http://www.nyboligerhverv.dk/frederikshavn/nyheder/2015/12/ny_medarbejder/
Sidste ansøgningsfrist er d. 21. december 2015.