Årsskiftet kommer også til at markere overgangen til et helt nyt fælles beredskab i region Nordjylland, og det satte sit præg på årets taler til den årlige nytårsparade – også på Falcks brandstation i Østervrå, hvor stationsleder Gorm Rosendal havde en længere dagsorden på programmet.
Østervrå Brandstation indledte året med at tage afsked med tre kolleger, der tilsammen havde 70 års erfaring – noget af en åreladning. – Heldigvis lykkedes det os at finde tre nye lokale brandmænd, som på bare et år har bestået grund- og funktionsuddannelsen, og nu arbejder på lige fod med os andre, konstaterede stationslederen, der selv kunne fejre 25 års jubilæum i 2015. Én har bestået holdlederuddannelsen, og én skal vi tage afsked med i dag, konstaterede Gorm Rosendal, og det betyder, at vi igen har en ledig plads på holdet.
Stationslederen gav en kort beskrivelse af den nye beredskabsplan, som betyder, at stationen i Østervrå bliver en del af Nordjyllands Beredskab I/S – et fælleskommunalt samarbejde mellem 11 kommuner – hele regionen.
Niveauet holder
Stationen i Østervrå har stort set holdt niveauet med 25 udkald med sprøjten og fem med tunge løft. Opgaverne har fordelt sig med to bilbrande, seks ild i bygning, syv brandmeldere, tre gårdbrande, fire færdselsuheld, to skorstensbrande og en naturbrand.
Desværre måtte stationslederen konstaterer, at responstiden var gået en lille smule op til fire minutter. – Det er ærgerligt, lød det fra Gorm Rosendal, som dog kunne berolige sine kollegaer med, at det overvejende skyldes tekniske årsager.
I 2015 har der været tre assistancer til beredskabet i Hjørring og en til Brønderslev. Det nye samarbejde betyder sandsynligvis, at beredskabet i Østervrå kommer til at løse flere opgaver i de to nabokommuner.
Der var ros og tak til såvel kolleger som samarbejdspartnere samt en stor hilsen til kollegernes bagland, som ikke kan undgå at mærke konsekvenserne, når den bedre halvdel ”er gift med en bipper”!
Brandstationslederen indledte med at læse koncernchef Allan Søgaard Larsens nytårshilsen, samt en hilsen fra brandchef Torben Christensen og regionschef Jane Sørensen. Traditionen tro var der også i år oplæsning af navne på kolleger Falcks beredskab har mistet i 2015.
Ros fra indsatsleder
Der var stor ros til mandskabet på Østervrå Brandstations fra indsatsleder Sven Ingvardsen fra Frederikshavn Kommunes Beredskab. – Det er altid en fornøjelse at arbejde sammen med jer, her er altid styr på tingene og I løser altid opgaven, lød det fra indsatslederen, der også understregede den vigtige betydning beliggenhed af stationen i Østervrå har.
Indsatslederen kom også i sin tale ind på det nye samarbejde – Nordjyllands Beredskab I/S, hvor han kort skitserede det, der foreløbig ligger helt fast i f. t. den operative del, myndigheden og vagtcentralen. I første omgang bliver alle dog der, hvor de er nu, forklarede Sven Ingvardsen, som selv bliver en del af det store arbejde, der ligger forud for at få det nye fælles beredskab til at spille sammen.
11 kommuner – en hel region, er som de eneste i Danmark, gået sammen om et fælles beredskab. – Hvis det kommer til at lykkes, bliver vi også et forbillede for andre, forklarede indsatslederen, som bl.a. forudser, at der kommer en fælles vagtcentral i Aalborg, men også at der kommer til at ske mange andre ændringer.
– I løbet af 2016 skal vi bl.a. også kigge på en risikobasseret dimensionering, som f.eks. kommer til at betyde et mere ensartet beredskab for de sammenlignelige stationer, fortsatte Sven Ingvardsen.
Hvornår det nye beredskab er på plads er alt for tidligt at sige noget om. – Det kommer ikke alt sammen til at ske i 2016, understreger Sven Ingvardsen, mange faktorer, som f.eks. uddannelse, økonomi, materiel og IT-udstyr skal tages i ed.
Det bliver da vemodigt at skulle sige farvel til det vi kender, erkendte indsatslederen, men det bliver også spændende med alt det nye.
ÅB