I anledning af 100-gangs-jubilæet for Tour de France kommer TV 2 på turné i syv danske byer fra 29. juni til 21. juli med storskærm, cykelværksted og masser af aktiviteter – og et børnecykelløb.
TV 2 har i forbindelse med 100-gangs-jubilæet for verdens største cykelløb, Tour de France, indgået et samarbejde med syv danske byer om at bringe Tour de France-feberen, -stemningen og -begejstringen ud til danskerne og sommergæsterne i det danske sommerland.
De syv byer er Marielyst, Helsingør, Kerteminde, Odense, Assens, Hvide Sande og Sæby, hvorfra TV 2 sender live fra Tour de France på storskærm om eftermiddagen og følger op med interviews og reportager senere. TV 2s jubilæumstur i de syv byer strækker sig over de 21 dage, hvor Tour de France afvikles, og hvert besøg varer tre dage.
Der bliver tale om tre dages cykelfest for turister og indbyggere i byen med storskærm og partnerpavilloner med masser af aktiviteter for publikum.
- Vi ønsker at bringe Tour de France-stemningen, som vi kender den fra TV 2, ud til danskerne i sommerlandet i samarbejde med en række partnere, der hver især kan bidrage til at gøre initiativet sjovt og lærerigt for både børn og voksne, siger Jacob Fischer-Nielsen, kommerciel marketingchef på TV 2.
Cykelværksted og børnecykelløb
I 2012 havde TV 2 stor succes med ”Det mobile cykelværksted”, der på rundtur i Danmark gjorde danskernes cykler forårsklar – helt gratis. Derfor gentages succesen i år, hvor det mobile cykelværksted følger med på TV 2s jubilæumstur.
Og som noget helt nyt lancerer TV 2 – i samarbejde med Codan som titelsponsor og fire samarbejdspartnere – et landsdækkende cykelløb for børn i alderen tre til 12 år i forbindelse med jubilæumsturen. Cykelløbet, der får navnet ”Codan Kids Tour 2013”, er en sjov aktivitet, hvor børnene får sig rørt, er en del af et fællesskab og får gode trafiksikre råd med på vejen bl.a. via en trafikskole.
Børnene skal kunne være med på deres egen cykel, der skal ikke trænes i forvejen, og alle kan være med. Der vil blive trukket lod om mange fine præmier, og alle deltagere får en goodiebag umiddelbart efter, de er i mål.
Cykelfest på tværs af landet.
Der er med andre ord lagt op til cykelfest på tværs af landet i forbindelse med årets Tour de France, og der er plads til særlige initiativer fra byerne og konkurrence byerne imellem:
- I vores samtaler med byerne lægger vi op til fri fantasi for, hvilke aktiviteter, byerne arrangerer, i forbindelse med at jubilæumsturen kommer forbi. Det kan være alt fra morgenspinninghold, vandcykelløb, bydyster på cykel eller andre aktiviteter, som har en gren ind i cykleverdenen på en eller anden måde, siger Jacob Fischer-Nielsen.