Hvis man vil købe en ny traktor eller maskine til brug på sin bedrift, så kan det være en god idé at overveje at investere i GPS og autostyring. Sådan lyder opfordringen fra LandboNords MiljøRådgivning, som i øjeblikket hjemtager pæne tilskud til netop denne type investeringer.
Den teknologiske udvikling er også godt i gang i landbruget. Det medfører blandt andet, at maskinerne arbejder smartere, så det i sidste ende bliver en gevinst for miljøet. Men før man går ud og investerer i den nye teknologi, så kan det være en god idé at undersøge mulighederne for tilskud, fortæller energirådgiver i LandboNords MiljøRådgivning, Rasmus Bardino Bredgaard.
– I øjeblikket har vi flere kunder, som får nogle pæne tilskud, når de investerer i GPS og autostyring til deres nye maskiner, traktorer mv. Teknologien sikrer, at man undgår unødig overkørsel af jorden, hvorved der spares både tid og ikke mindst brændstof.
Brændstofbesparelsen indgår i det samlede miljøregnskab, og i mange tilfælde har vi kunnet fordoble det oprindelige tilskud på den nye maskine, hvis der også blev investeret i GPS og autostyring, siger Rasmus Bardino Bredgaard.
Et tilskud kan se således ud:
Energisparetilskud i forbindelse med udskiftning af traktor: 17.159,- kroner.
Energisparetilskud i forbindelse med investering af GPS + autostyring (11,65%): 11.855,- kroner.
Samlet tilskud ved investering: 29.014,- kroner.