På et konstituerende møde har bestyrelsen for Ældre Sagen i Sæby valgt Poul Erik Johansen som ny formand.
Han afløser Svend Aage Christensen, der på årsmødet efter eget ønske trådte ud af bestyrelsen efter mere end 20 år, heraf godt 18 år som formand.
Poul Erik Johansen har været medlem af bestyrelsen i en halv sne år og er desuden formand for Ældre Sagens koordinationsudvalg for afdelingerne i Skagen, Frederikshavn-Læsø, og Sæby, ligesom han er lokalbestyrelsens IT-ansvarlige.
På årsmøder nyvalgets den hidtidige suppleant Inger Nielsen til bestyrelsen i stedet for Svend Aage Christensen, mens der var genvalg til Poul Erik Johansen, Ole K. Petersen og Svend Erik Madsen. Som suppleanter nyvalgtes Allan Nissen og Bo Baake.
På bestyrelsens konstituerende møde genvalgtes Karen Jensen som næstformand, Svend Erik Madsen som kasserer, Erik Sudergaard som sekretær og Ole K. Petersen som ældrepolitisk koordinator.
Stor aktivitet
På årsmøder blev der orienteret om kommende arrangementer. De faste aktiviteter fortsætter, og desuden er der planlagt en række nye..
Torsdag, den 7. april, afvikles der således igen i samarbejde med Sæby Menighedsråd suppeaften i Mariehuset, hvor sognepræst og orlogspræst Peter Jessen, Sæby, vil fortælle om sine opgaver ved Søværnet.
Mandag den 18. april holdes i samarbejde med Nordjyske Bank forårsfest i Manegen med underholdning af Henriette Kastrup Duo.
Der står også virksomhedsbesøg på programmet, nemlig tirsdag den 19. april på Sæby Varmeværk og tirsdag den 26. april på Flådestationen i Frederikshavn.
Mandag den 23. maj afvikles der en tur med senior-safari og spisning i Ree Park Ebeltoft. Samtlige 48 pladser til denne tur er alle besat.
Onsdag den 31. august går turen til Aalborg Kongres- og Kulturcenter for at overvære opførelsen af Cirkusrevyen. Tilmeldingen er i gang og sker efter først-til-mølle-princippet. Deadline er den 2. maj.