I tirsdags den 12. april blev Turisthus Nords generalforsamling afholdt i Møllehuset. Her fik de fremmødte en status for turistforeningens indsats i det forgangne år samt en temperaturmåling af turismen i Skagen, Frederikshavn og Sæby.
Bordene var nydeligt pyntet og der var en forventningsfuld stemning i luften, da Formanden for Turisthus Nord Ulla Mosich bød medlemmer, ansatte og bestyrelse velkommen til den årlige generalforsamling.
Som optakt præsenteredes turistforeningens nye Turismestrategi 2020, der skal sætte retningen for udviklingen af turismen i Skagen, Frederikshavn og Sæby de kommende år.
Hernæst fortsatte man med selve generalforsamlingen. I forbindelse med formandens beretning fortalte Ulla Mosich blandt andet, hvorledes turistforeningen med afsæt i den nye turismestrategi fortsat vil arbejde for at skabe vækst og udvikling i turismen i Frederikshavn Kommune. Her vil Turisthus Nord især prioritere erhvervsturismen og nicheturismen i form af vinterbadere, fuglekiggere, MTB, kunst og kultur, golf og meget andet, som kan gavne helårsturismen.
Turistforeningens aktiviteter i 2015
Vækst og udvikling stod også på dagsordenen, da Turistdirektør René Zeeberg begejstret orienterede om turistforeningens aktiviteter i 2015:
”Sikke et år! Som nytiltrådt Turistdirektør skulle jeg nærmest knibe mig i armen over alle de fantastiske begivenheder og events, der har præget 2015: Toppen af Poppen som bogstaveligt talt var på Toppen, Norskov der blev filmet on location i Frederikshavn, TV2 Touren på Tour i Sæby, VM i kvindehåndbold og indvielse af Skagens Museums til- og ombygning med Hendes Majestæt Dronning Margrethe. Alle disse begivenheder samt de mange øvrige aktiviteter har været med til at sætte skub i overnatningerne og har sat spot på Skagen, Frederikshavn og Sæby i bedste sendetid i en målestok, som vi ikke ville kunne betale os fra”.
Ud over de store begivenheder har Turisthus Nord også markedsført Skagen, Frederikshavn og Sæby via publikationer, helsidesannoncer, byguider, Facebook-kampagner samt 15 internationale pressebesøg, som Turisthus Nord har arrangeret sammen med VisitDenmark:
To fra England (heraf den ene fra BBC), fire fra Norge, fem fra Tyskland (heraf 3 fra tyske tv-stationer), to fra Sverige, et fra Australien og et fra Tyrkiet. For at gøre et særligt markedsfremstød i Tyskland havde Turisthus Nord sammen med VisitDenmark engageret et lille tv-hold fra Sylt1 til at lave to adskilte sommerprogrammer om Skagen á 30 minutters varighed. Resultatet blev to fantastisk flotte udsendelser med maksimal eksponering af Skagen på Sylt, der er den tyske pendant til Skagen. PR-værdien af disse tv-udsendelser på Sylt1 kombineret med de øvrige rejseartikler og tv-reportager ligger på mere end 45 mio. DKK.
Om markedsføringsindsatsen udtalte René Zeeberg: ”Markedsføring og digitale kompetencer går hånd i hånd, når vi skal differentiere os i forhold til vores konkurrenter. Turismen digitaliseres og globaliseres i højere og højere grad, så vores første møde med den potentielle turist er ofte via websiden eller de sociale medier. Med det for øje har Turisthus Nord netop afholdt et kursus i Facebook for medlemmerne i den forgangne uge med stor tilslutning”.
2015 var igen et år med højt aktivitetsniveau i Turisthus Nord, hvor man ud over markedsføring blandt andet også har beskæftiget sig med:
- flere guidede ture i Skagen, Frederikshavn og Sæby
- nyhedsbrev til medlemmerne
- flere konferencer i erhvervsturismeafdelingen
- flere projekter og events – herunder genlancering af Den Levende Julekalender og udvikling af MTB turisme
- turismeudvikling i Strandby
Det høje aktivitetsniveau og de mange store begivenheder gav positiv vækst med flere overnatninger på hotellerne, vandrehjemmene og i feriehusene, hvorimod det ustabile sommervejr gav færre campinggæster og lystsejlere. Samlet betyder det, at der var nulvækst i antallet af overnatninger i hele kommunen.
Præsentation af flot årsregnskab
Efter gennemgangen af turistforeningens aktiviteter blev der aflagt et flot regnskab for 2015 samt fastsat kontingent. Turistdirektør René Zeeberg orienterede om turistforeningens budget for 2016 og herefter var der valg af bestyrelsesmedlemmer. Aftenen igennem var der en god og engageret dialog mellem medlemmer og bestyrelse.
Bestyrelsen, der nu er konstitueret består af følgende personer:
Formand Ulla Mosich (Aalbæk gl. Kro), Næstformand Jacob Thorup Larsen (Advokatfirmaet Kühnel), Signe Larsen (Hotel Petit), Ole Hust (Danhostel Frederikshavn), Brian Fabricius (Hotel Viking), Michael Ax (Nordjyllands Kystmuseum). De øvrige medlemmer er: René Zeeberg (Turisthus Nord), Henrik Nielsen (Frederik Handel- og Virksomhedsforening), Karl-Erik Slynge (Trigon/Erhvervsrådet), Birgit Hansen (Borgmester), John Henrik Andersen (Sæby Handelstandsforening) samt Thorben Pedersen (Skagen Handelstandsforening).
Bestyrelsessuppleanter bliver: Frants Kristensen (Ravsliberen i Sæby), Dick Kooij (Bunken Strand Camping) og Lars Dannervig (Hotel Herman Bang).