Søndag den 8. maj havde Sæby Ældrecenter på Gasværksvej besøg af Skagen Viseklub.
Via Ældresagen i Sæby var Viseklubbens Herrekor, bestående af ca. 12 modne, velsyngende herrer, inviteret til at give en lille koncert i Ældrecentret.
Ældresagen var vært for koret og centrets beboere, og der blev disket op med kaffe og brød ad libitum.
Desværre kom arrangementet til at kollidere lidt med Mors Dag, men til gengæld lovede koret at komme tilbage en anden gang, såfremt Ældresagen kaldte.
Skagen Viseklubs Herrekor synger primært sange fra “da farfar var ung”, dvs. sømandssange og sange fra giro 413. Klubben har også et damekor, ligesom der er mange solister og musikere i klubben. Der er ugentlige samlinger i Kulturhuset i Skagen, hvor alle er velkomne.
Beboerne på centret levede godt med til koncerten, og der blev sunget og vugget godt med på sangene.
Korets næste større optræden bliver på musikfestivalen på Vendelbocentret i Sindal.