Mandag den 23. maj kl. 18.30 til 19.30 arrangerer Sæby Y’s Men’s Club sædvanen tro Cykelsponsorrally på Grøns Køretekniske anlæg.
De fleste løbs deltagere vil være fra Baptist Spejderne, Sæby FDF, Ousen Gruppen, Det Danske Spejderkorps, Østvendsyssel Y’s Men’s Club og Sæby Y’s Men’s Club. Herudover er alle, der har lyst til at være med i sponsorrallyet velkommen.
Deltagerne er allerede nu rundt hos forældre, bedsteforældre, venner, fritidsjobbet osv. for at tegne sponsoraftaler, som enten vil give dem et fast beløb eller et beløb pr. kørt kilometer. Tag godt imod dem.
Det indkørte beløb, som hver enkelt rytter kører ind, går ubeskåret til det korps, forbund eller den forening, de kører for. Måske en kærkommen håndsrækning til et nyt telt eller tilskud til en hel speciel sommerlejr, som alle ønsker at deltage i.
Hvis du deltager uden at have tilknytning til et af ovennævnte ungdomskorps eller forbund, går det indkørte beløb til Sæby Y´s Men´s Clubs støtteformål.
Løbet er opdelt i 3 grupper:
Gruppe 1: Op til 8 år. – Gruppe 2: 9-14 år. – Gruppe 3:15 år og derover. Der er særskilt bane til aldersgruppen op til 8 år.
Der uddeles præmier i alle tre grupper, og præmierne er sponsoreret af erhvervslivet i og omkring Sæby.
Alle, der ønsker at deltage, møder op på Grøns køretekniske anlæg mellem 18.00 og 18.15 for at blive registreret.
Løbet afblæses kl. 19.30, og kort herefter er revisor og EDB folkene klar med løbets resultater. I mellemtiden får alle løbsdeltagere gratis sodavand og kage.
Publikums venlige tilråb, flag og de mange sponsorreklamer, som byens forretninger har købt, er med til at give cykelløbet en rigtig festlig stemning.
Der kan der købes kaffe, sodavand og hjemmebagt kage.