Med 12 dage til startskuddet lyder på Sæby Torv, er der for alvor kommet gang i både planlægning og tilmelding til dette års Klovneløb.
46 tilmeldte fra Nørresundby i Syd til Frederikshavn i Nord har på nuværende tidspunkt meldt deres ankomst. Løbet, som foregår i og omkring Sæby, er til støtte for de Danske Hospitalsklovne, og uanset om man stiller op på ruten eller ej, så støtter man ved at tilmelde sig på klovnelob.dk
Sidste år meldte mere end 150 sig til løbet, og arrangørerne håber på endnu større tilslutning i år, både fordi formålet er fantastisk, men også fordi det er strømmet ind med flotte præmier fra byens butikker til de mange deltagere.
Sidst har Spar Nord løftet sløret for en donation på 3.000 kr., som vil blive overrakt umiddelbart før løbet skydes i gang, oplyser afdelingsdirektør Rikke Kloppenborg.
Som sidste år deltager Hjerteforeningens børneklub også i løbet, hvor mange deltagere der kommer derfra er endnu ukendt, men mon ikke de også kommer til at præge billedet på Sæby Torv i år, når LOOP kalder sammen til opvarmning inden start.
Også i år er der vand på flaske fra Lidl til alle deltagere og ansigtsmaling fra Menu, så der er lagt op til en farvestrålende dag på Torvet, som udover Klovneløb byder på musik med Klaus og Claus.





















