Når Teknisk Udvalg mødes næste gang den 13. juni, får udvalget en orientering om projektet ”Ej BLÅT til pynt – liv langs 100 km kystlinje i Frederikshavn Kommune”.
Teknisk udvalg besluttede på udvalgsmøde den 1.februar i år at igangsætte et projekt om udvikling af lystbådehavne og kyster med fokus på blå potentialer, udfordringer og muligheder langs den 100 km kystlinje i Frederikshavn kommune.
Baggrunden for projektet er dels et ønske om at udnytte et potentiale bedre og dels et behov for at tilpasse sig og tilbyde aktiviteter og faciliteter, der rammer nutidens og fremtidens behov og efterspørgsel.
I den sammenhæng blev der nedsat en projektgruppe og en styregruppe. Styregruppen består af Bent Westerberg (centerchef Ejendomscentret), Boie Frederiksen (centerchef Teknik og Miljø), Erik Pedersen (centerchef Park og Vej), Ole Madsen (leder Udvikling og Erhverv) samt Rene Zeeberg (direktør Turisthus Nord). Projektgruppen består af Birger Isaksen (koordinator for kommunale lystbådehavne), Steen Heftholm (Park og Vej), Sune Østergaard (Planafdelingen), Simone Jensen (Ejendomscentret) samt Gitte Hyttel (Udvikling og Erhverv).
Projektgruppen har siden arbejdet med projektet og med at arrangere en konference, som afholdes den 18. august 2016.
Kommunaldirektøren indstiller, at orientering om projektet og oplæg til konference tages til efterretning af Teknisk Udvalg.
Tekst af Per Rye