I år afholdes sommertræffet i samarbejde med SFV, Region Nordjylland og Morsø Folkedanserforening i Nykøbing på Mors i weekenden den 17. – 19. juni, hvor Nykøbing Hallen danner base for arrangementet. Der deltager 160 personer fra hele Regionen.
Siden 1953 har der været afholdt sommertræf hvert år i Nordjylland, og der kommer dansere fra Frederikshavn, Tårs, Sulsted/Ejstrup, Mors, Møllekvadrillen, Hjørring og Sæby.
Det hele starter fredag kl. 15, hvor der vil skyde en nødcampingplads op i løbet af et par timer. Fredag aften er der syng sammen aften med fællessang i Solbjerg Kirke. Præsten synger for til sangene og datteren spiller. Stævnedeltagere vil slutte op om denne aften.
Lørdag formiddag kl. 10.30 mødes alle dansere med eller uden dragt ved hallen, og man går til Kirketorvet, hvor der vil blive holdt åbningstale. Her efter vil der blive forskellige opvisninger af 6 grupper af folkedansere på flere steder i Nykøbing midtby. Om eftermiddagen arrangeres en byvandring, og om aftenen mødes man i hallen til fællesspisning og folkedanserbal.
Søndag vil der være mulighed for fælles morgenbord, og så er der spillemandskoncert i Nykøbing Kirke, inden alle vender snuden hjemad i løbet af søndag eftermiddag.
I uge 30 deltager en del af danserne i Landsstævnet for folkedans i Assens på Fyn, og så er der velfortjent sommerferien inden den nye sæson starter midt i september i den lokale forening.
Følg folkedansen på www.Folkedans.dk