Gårdspladsen foran Sæbygård Slot dannede søndag den 21. august rammen om sommerkoncert med Aalborg Symfoniorkester og tre solister.
På scenen, som var opbygget foran slottet optrådte det 80 mand store Aalborg Symfoniorkester, mens Michael Carøe, den engelske musicalstjerne Ria Jones og Bobo Moreno var solister.
Henrik Røde Jensen, der sammen med Henrik Konnerup er arrangører af dette kæmpearrangement fortæller: ”Det var en fantastisk oplevelse, orkester og solister var i deres bedste humør, og leverede en koncert, der flere gange fik publikum op af stolene til stående applaus.
Der var 1.000 mennesker, der overværede koncerten, og det er mange i en by som Sæby, så vi er rigtig glade”.
Det sammen var afdelingsdirektør Rikke Kloppenborg fra Spar Nord, Sæby som hovedsponsor, og Julius Arenfeldt, Fonden Sæbygård Slot samt Sæby Golf Klub, der alle er med som samarbejdspartnere for sommerkoncerten.
”Det er så vigtigt med lokal opbakning, både fra byens indbyggere og fra de erhvervsdrivende. Her er vi meget glade og stolte over, at den lokale afdeling af Spar Nord i Sæby, med direktør Rikke Kloppenborg i spidsen, kan se værdien i, at være fødselshjælper på et så stort og økonomitungt arrangement. Uden Spar Nord, ingen koncert på det smukke Sæbygaard Slot, men med så stor og flot en koncerter er vi klar igen til næste sommer”, lover Henrik Røde Jensen.
Foto: Benny Wæhrens



















