Et pillefyr på Aalborgvej 309 i Dybvad, fik søndag aften de lokale brandfolk op af sofaen.
En beboer på adressen havde alarmeret Beredskabet, da pillefyret i kælderen begyndte at ryge kraftigt.
Han havde selv åbnet til kammeret med pillerne, hvorfra det røg, men kunne ikke selv få det lukket igen. Så med frygten for at der skulle gå ild i mere end godt var, valgte han at ringe efter hjælp via 1-1-2.
Indsatsleder Dorthe Krogh og de lokale brandfolk fra Falck i Sæby, kunne dog ved ankomsten hurtigt konstatere at der ikke var alvorlig fare på færde. Pillefyret blev lukket igen og det værste støv fjernet, således muligheden for en senere brand blev minimeret.
Herefter blev der luftet ud og givet instruks til husets beboer om fortsat at holde vinduer og døre åbne, inden slukningstoget igen vendte snuden mod stationen i Sæby.




