Den officielle dato er søndag 15. januar. Ifølge de gamle protokoller blev klubben stiftet på den daværende Voerså Kro.
Stævne aflyst
På grund af der skulle være et indendørs fodboldstævne i hallen – Lyngsåturneringen, valgte Voerså IF at flytte jubilæet til lørdag 21. januar. Fodboldstævnet er senere blevet aflyst, men bestyrelsen bag klubben valgte at holde fast i planlægningen, så jubilæet fejres i klubhuset 21. januar fra 13 – 16.
Udover indbudte gæster er naboklubber, tidligere og nuværende medlemmer, venner af klubben samt andre interesserede velkomne. Klubben er vært ved en god bid brød og væske til ganen.
Nostalgi
I klubben er bestyrelsen samtidig interesseret i at få eventuelle ældre pokaler hjem til klubhuset. I starten havde klubben intet klubhus, og derfor er der pokaler og andre gevinster som klubbens hold har erobret gennem tiderne, der stadig opbevares i private hjem. Foreningen er også interesseret i, om der skulle være en grøn spilletrøje med hvide ærmer og hvid forstærkning til hvidt snørebånd i halsudskæringen. En sådan trøje var klubbens farver fra starten. Senere har klubben skiftet farve til sort/rød stribet. Skulle der være emblemer, skjolde og andre effekter, som klubben gennem tiderne har haft indflydelse på, vil bestyrelsen blive glad for at modtage disse. Meningen med dette er, at der på et senere tidspunkt vil blive lavet en udstilling med nostalgien.
Flaghejsning
Voerså Borgerforening vil også hjælpe til med at fejre jubilæet og hejser byens flagallé, der består af 43 stænger med Dannebrog i top.
Tekst og fotos Cille Strøm