Havnens Dag er en årlig begivenhed i Vild med Vand-havne rundt om i Danmark, som finder sted lørdag den 10. juni 2017.
Voerså jollehavn er en af 70 havne, der har fået tildelt arrangementet, og arrangementerne kører samtidig i hele landet.
Havnens Dag er et tilbud til lokalbefolkningerne om at komme en tur på havnen og til havet for at få en oplevelse. Her tilbydes aktiviteter og masser af stemning, som tiltrækker folk og gæster, der har lyst til at deltage i aktiviteterne, så de får lyst til at komme igen.
På landsplan forventes omkring 100.000 gæster på de 70 havne, hvor den kendte tv vært Camilla Ottesen i øvrigt er Vild med Vand ambassadør.
Masser af gratis aktiviteter
På Voerså jollehavn er der et omfattende program, der starter midt formiddag og slutter 16.00.
Her er der Trailer- og bagagerumsmarked, demonstration med redningsflåde, stand up padling samt kano- og kajaksejlads, opvisning fra redningshelikopter, krible-krable bassiner for børn og sejlads med gæster.
Alle disse aktiviteter er gratis at deltage i.
Der er i øvrigt også gratis parkering og fri adgang til pladsen.
Fortæring i løbet af dagen behøver man ikke at tænke på. På pladsen sælges øl, vand, pølser med tilbehør samt kaffe og kage.
Tekst og foto(s) Cille Strøm

