Albæk Venstre har afholdt sin ordinære generalforsamling i Voerså Idrætsforenings klubhus.
Forud for generalforsamlingen var der middag for medlemmerne. Det var en generalforsamling, som var afrunding på det 125. jubilæumsår, og med et fint fremmøde og udgivelsen af et jubilæumsskrift om foreningens historie, blev afslutningen på jubilæumsåret behørigt markeret.
Albæk Venstre er ved udgangen af 2013 fortsat Frederikshavn kommunes tredjestørste venstrevælgerforening, og med to byrådsmedlemmer valgt til Frederikshavn byråd samt en folketingskandidat så lever foreningen fortsat op til sit formål om politisk indflydelse og repræsentation.
Ved generalforsamlingen valgtes distributionsleder Søren Meng som ny formand efter Mogens Brag, der efter 8 år stopper som formand for at hellige sig sit kandidatur til folketinget. Ny næstformand blev Poul Thomsen, og valgt til bestyrelsen blev Gynther Mølgård, Per Smith, Mette Hardam og Mogens Brag. Suppleant blev Svend Kjær Pedersen.
Mere information om Albæk Venstrevælgerforening kan bl.a. findes på foreningens facebook side.