På Kultur- og fritidsudvalgets næste ordinære åbne møde onsdag i denne uge skal udvalget behandle en ansøgning om et kommunalt tilskud på 25.222 kr. til afholdelse af forårsfest i Nellemanns Have.
Forårsfesten påregnes afholdt lørdag den 24. maj, når havens over 1000 paradisæbletræer står allersmukkest i blomst. Det er femte gang, de involverede foreninger og enkeltpersoner er klar med aktiviteter.
Af ansøgningen fremgår det, at der denne gang lægges op til flere nye spændende aktiviteter, dejlig musik og underholdning samt arbejdende stande, ligesom der vil være mulighed for at købe mad og drikke.
Det er formålet, at deltagerne gennem dagens arrangementer kan synliggøre sig og samtidig styrke værdien i sammenholdet og kendskabet til hinanden og til de mange gæster, som forventes at aflægge besøg og deltage i festlighederne, efter at Nellemanns Have er blevet et kendt turiststed.
Arrangementet lægger op til at være for hele familien. Der vil bl.a. være bjesk, Civitan, Naturfredning, naturmaling, friluftssjov, biavl, lys, spejdere, knivmager, kunstmaler, Minibyen, Nellemanns Haves Venner, en ornitolog og en ekspert i paradisæbler, blomster, salt, borgerforening, agility, musikalsk underholdning, judo og karate, harmonika- og lirekassespil, folkedansere samt jagtforening.
Tekst af Per Rye