Nellemanns Haves Venner trådte til, da kystmuseet skulle have skiftet et træ, der var gået ud. Træet klarede ikke den tørre sommer, og da der således skulle plantes et nyt, ønskede museet et træ med historie og lokal tilknytning. Derfor kontaktede museet Nellemanns Haves Venner, der straks var med på idéen om at plante et træ uden for haven, nede i Sæby Midtby. Søndergade foran museet er et sted mange passerer dagligt, lige som rigtig mange turister kommer her i løbet af sommeren. Med et paradisæbletræ her på museet, kan turisterne nu blive gjort opmærksom på Nellemans Have.
Træet er af en særlig sort, som er et af de første af de gamle træer, som der blev taget podekviste fra, da haven skulle genskabes i 2008. Træet viste sig rigtig nok at være både et robust, men også et smukt træ, med store røde æbler. Ved havens 90 års jubilæum blev træet navngivet ”Manus Vibeke” efter havens stifter Nik. Nellemanns barnebarn, der var til stede på dagen.
Nellemanns Haves Venner mødte talstærkt på museet med spader, støttepæle og et fint træ. Træet blev plantet af Villy Mougaard fra Blomstergården, som har stået for den podning og udvikling af de paradisæbletræer, der har sikret træernes bevarelse i Nellemanns Have. Efter plantningen var der kaffe på museet til at varme fingrene på, inden turen gik tilbage til Nellemanns Have, hvor endnu flere træer skulle plantes.
På Kystmuseet er man glad for at have fået et nyt frisk træ foran museet, og ikke mindre glad for, at det var et træ med historie og lokal tilknytning, der blev plantet med venners hjælp.

