Aktive Kvinder i Sæby er tidligt på færde, når det gælder indkøb af julegaver. I hvert fald går julegave-jagten ind onsdag den 20. november i forbindelse med det arrangement, foreningen har tilrettelagt i samarbejde med Kop & Kande Sæby.
Efter normal lukketid får kvinderne lejlighed til at gøre en god julehandel i butikken i Grønnegade. Her vil der være rigtig mange gode tilbud og ideer, så der vil givet blive jule-shoppet i stor stil.
Under arrangementet vil der blive budt på lidt godt til hals og gane. Desuden vil der blive trukket lod om flotte gevinster skænket af Kop & Kande. Der skal ske tilmelding til arrangementet
Juletur udsolgt
Aktive Kvinder slutter traditionen tro året af med en juletur. Den afvikles tirsdag den 26. november og går i år til Øster Skovgaard ved Herning. Her bliver der rig mulighed for at købe juleting, brugskunst og dekorationer med mere i en 500 kvadratmeter stor butik.
Under vejs til Herning bliver der serveret en let frokost i bussen.
I Kaffeladen på Øster Skovgaard vil der blive budt på gløgg og æbleskiver. Traditionen tro afsluttes juleturen med, at man på hjemturen standser ved Simested Kro for at nyde andesteg og risalamande.
Turen er for længst udsolgt. Det betyder, at to busser vil være fyldt med tilsammen 100 medlemmer.
Aktive Kvinder Sæby kan i det hele tage glæde sig over stor opbakning til sine arrangementer. Således var hele 100 mødt op til en spændende foredragsaften med Jes Dige, Aalborg – skaberen af foreningen ”Skyggebørn”. Han fortalte i Sæby Fritidscenter bl.a. om foreningens hjælp til børn og unge i sorg.