Den danske freelancefotograf Daniel Rye Ottosen, som er midt i tyverne, er løsladt efter 13 måneder som gidsel i det borgerkrigshærgede Syrien.
Fotografen var på rejse som freelancer, da han den 17. maj sidste år blev taget som gidsel i den nordlige del af landet. Formålet med rejsen var at lave en fotoreportage om de syriske flygtninge i Tyrkiet og det nordlige Syrien.
Nordjyllands Idrætsefterskole Stidsholt blev midt i marts kontaktet af Troels Ross Pedersen, forstander på Bjerre Gymnastik og Idrætsefterskole, med en appel om donation til en løsesum. Den danske freelancefotograf har været elev på BGI. Han var tidligere gymnast på eliteniveau, men blev skadet og måtte stoppe karrieren. Med en hobby som amatørfotograf, besluttede han at uddanne sig som fotograf. Efterfølgende fik han et år som assistent hos den kendte internationale og prisbelønnede fotograf Jan Grarup, der er kendt for sine billeder fra krigs- og katastrofeområder.
Daniel Rye Ottosens´ familie sendte tidligere på året en appel til det danske gymnastikforenings-miljø om at bidrage med donationer til en løsesum.
Af hensyn til forhandlingerne om at få ham fri har gidseltagningen været holdt hemmeligt for offentligheden.
Stidsholt Nordjyllands Idrætsefterskole valgte at donere med 10.000,- kr. ”Da Daniel både har tilknytning til idrætsmiljøet og er tidligere efterskoleelev sammen med datteren til én af vores ansatte, var vi ikke i tvivl om, at vi skulle bidrage. Også selvom det ikke på daværende tidspunkt var noget, vi kunne fortælle offentligheden”, udtaler forstander Steen Jensen. Der glædes over, at det er lykkedes at samle tilstrækkelige midler til at få Daniel frigivet.