Planerne om en eventuel etablering af et aflastningscenter umiddelbart syd for Sæby får positive ord med fra Sæby Handel.
Sæby Avis bragte fredag en omtale af planerne for et aflastningscenter, som vil kunne give plads til bl.a. ladestandere og butikker, der ikke uden videre kan indpasses i byens centrum.
I forbindelse med planerne hedder det i oplægget til Plan- og Miljøudvalget, som behandler ansøgningen på udvalgets møde den 2. oktober, bl.a., at når der foreligger en mere detaljeret ansøgning, vil den kommunale administration indgå i dialog med handelsstandsforeningen i Sæby tillige med andre relevante interessenter i oplandsområdet inden en videre politisk behandling.
Sæby Avis har kontaktet den presseansvarlige i Sæby Handels bestyrelse, Hans Ole Kalhøj, for at høre, hvorledes de handlende ser på planerne.
Han udtaler: ”Sæby Handel ser altid positivt på udvikling af Sæby, og skulle centret omkring rundkørslen ved Harde Stål og jem & fix blive en realitet, er det da meget kærkomment, hvis store ”spillere” som evt. T.Hansen eller JYSK osv. kunne få kig på Sæby.”
Hans Ole Kalhøj fortsætter: ”Det er i forvejen butikker, som aldrig kommer i spil til Sæby Midtby, da man ikke vil finde lokation til mulig etablering af disse butikker. Så det er i sig selv meget, meget positivt, at byen udvikles. Men det er klart, at hvis man påtænker detailhandel, er situationen en anden! Det vil endnu engang splitte byen ad. Men store enheder, som de førnævnte, hilses hjertelig velkommen af Sæby Handelstandsforening.”
Tekst: Per Rye