Quantcast
Channel: Bekendtgørelser – SaebyAvis.dk – lokale nyheder fra Sæby
Viewing all 11214 articles
Browse latest View live

Oplev H. C. Andersen hos Lottes guld og sølv

$
0
0

HC Andersen_600x250Skuespilleren Bjarne G. Nielsen fra København, der nu i næsten 30 år har lagt krop og stemme til eventyrdigteren H. C. Andersen, aflægger Sæby, nærmere bestemt “Lottes guld og sølv”, besøg lørdag den 12. december.

Eventyret begyndte for Bjarne i 1986, og siden har han turneret hele landet tyndt, samt optrådt overalt i Europa, Kina, Mexico City, Sydkorea og Moskva. Hans optræden som H. C. Andersen, gør ham til den mest autentiske og vellignende “kopi” her hjemme.

Ideen om “butiksoptræden” opstod for en del år siden på Formland messen i Herning, og går ud på at sidde i butikken og klippe papirklip, fortælle og synge.

Bjarne G. Nielsen blev i årene 1972-75 uddannet som skuespiller på Statens Teaterskole i København, og han var med som H. C. Andersen i 4 afsnit af 2900 Happiness på DR 1.

HCA  JULESTUE 004 HCA FOREDRAG OG OPLÆSNING 001


Udvalg orienteres på flygtninge- og udlændingeområdet

$
0
0

IMG_Frederikshavn_Raadhus_600x250_5036Arbejdsmarkedsudvalget i det kommunale regi får på udvalgets kommende møde den 7. december en orientering om flygtninge- og udlændingeområdet.

Udvalget anmodede på dets seneste møde om et notat vedr. indtægter og udgifter på flygtningeområdet. For at synliggøre posterne er det udarbejdet en opgørelse. De overordnede rammer omkring økonomien på flygtninge- og udlændingeområdet er beskrevet således:

Frederikshavn Kommune modtager et generelt tilskud fra staten på ca. 15.195 kr. pr. borger på flygtninge- og udlændingeområdet. Der er 1.935 flygtninge og udlændinge, som indgår i opgørelse af de generelle tilskud. Dermed udløser flygtninge og udlændige et tilskud i alt på 29.403.198 kr. Endvidere er kommunerne blevet tildelt et særligt tilskud i 2015 og 2016, som i alt er på 4.800.000 kr.

De nævnte indtægter skal sættes i relation til udlændingeudligningsordningen, hvor de modtagne tilskud sættes i relation til hvor mange udlændinge en kommune har. Her bidrager kommunen med en udgiftspost på 23.424.000 kr. Nettoudgifterne i forbindelse med beskæftigelsesforanstaltninger på Arbejdsmarkedsudvalgets budget i 2015 beløber sig til ca. 16.500.000 kr.

På skoleområdet er der i 2015 12 verdensklasser, som forventes at stige til 15 i 2016 med en udgift på 9.750.000. kr.

I alt er nettoudgifterne opgjort til 15.470.802 kr. Der er dog også en række skatteindtægter, som skal medregnes. Beregningen er forholdsvis kompliceret og skal tages med et forbehold. Meget tyder imidlertid på, at skattebetalingen for de over 16-årige vil være på ca. 49.000.000 kr.

Indstillingen fra Børne-, kultur- og arbejdsmarkedsdirektøren til udvalgsmødet lyder i al sin enkelthed, at økonomien på flygtninge- og udlændingeområdet gennemgås på mødet.

Tekst af Per Rye

 

Stidsholt Nordjyllands Idrætsefterskole holder åbent hus

$
0
0

fitness_stidsholt_600x250Søndag d. 13. december kl. 15-18 åbner Stidsholt igen dørene for interesserede, kommende elever og deres forældre. I anledning af julen byder de på hjemmelavede klejner og andet julebag.

Stidsholt tilbyder, som den eneste efterskole i Nordjylland, hele seks idrætslinjer, hvor eleverne trænes af højt kvalificerede trænere – bl.a. en tidligere professionel fodboldboldspiller (Lennart Bak) og en tidligere landsholdsspiller i badminton (Gitte Paulsen).

De fem idrætslinjer er:

  • Fodbold
  • Håndbold
  • Badminton
  • Fitness
  • Svømning og
  • Pigepower – som sættes i gang for første gang i det kommende skoleår.

Pigepowerlinjen henvender sig til friske, seje piger, der vil give den max. gas med masser af fodbold, futsal, styrke- og konditionstræning og andre boldspil.

Stidsholt har et stigende tilmeldingstal til det kommende skoleår, så man skal kontakte skolen nu, hvis man vil være sikker på at få plads til næste skoleår.

Idrætsefterskolen har elever fra hele landet, ca. 80 % af eleverne er fra Nordjylland, men der er også elever fra Sjælland, Fyn, øvrige Jylland, Grønland og Færøerne.

Aktive Kvinder i Sæby på juletur…

$
0
0

IMG_0445 copy108 medlemmer af Aktive Kvinder i Sæby tog en pause i de hjemlige juleforberedelser, da de i 2 fyldte busser drog ud på årets traditionelle juletur. Den gav til gengæld masser af inspiration til det videre forløb på hjemmefronten.

I år gik juleturen til den gamle gård Dalsgaard Antik i Højslev ved Skive, smukt beliggende tæt ved Skive Fjord. Dalsgaards stuehus og avlsbygninger er fyldt med et kæmpeudvalg af antikviteter i snart sagt alle afskygninger – og i denne søde juletid med en Danmarks største juleudstillinger.

På loftet bor nisserne hele året, men i denne tid er de også flyttet ind på det meste af Dalsgaard. Nisserne blev beundret og købt af Sæby-kvinderne, der også viste stor interesse for flotte mundblæste glas, finurlige ophæng, ting til juletræet – ja kort sagt alt, hvad hjertet begærer, når det gælder rigtig julehygge. Samtidig var der lejlighed til at studere kæmpeudvalget i antikke møbler, porcelæn, gamle glas, malerier og brugskunst samt ikke mindst den flotte særudstilling af produkter fra Georg Jensen. Desuden findes der på Dalsgaard et købmandsmuseum.

På førstesalen i laden er der indrettet en cafè, hvor eftermiddagskaffen blev nydt.

Traditionen tro omfattede Aktive Kvinders juletur også et besøg på Simested Kro, hvor der blev serveret andesteg og ris a la mande.

Aktive Kvinder holder nu jule- og nytårsferie frem til mandag den 18. januar 2016, hvor man i Det Gamle Musikhus i Skolegade får besøg af advokat John Henrik Andersen, Sæby, der vil fortælle om arveloven, oprettelse af testamente og gaveregler. Sidst i januar bliver der inviteret til nytårskur på Dybvad Hotel.

Aktive Kvinders Hyggeklub for Ældre slutter året den 10. december med julefrokost samt underholdning af Arne Kronborg.
Hyggeklubben, der holder til i Det Gamle Musikhus, afvikler det første arrangement i det nye år, torsdag den 14. januar 2016, hvor Per Thomsen fra Frederikshavn vil fortælle om H.C. Andersen.

IMG_0448 copy IMG_0453 copy

 

Nybolig Erhverv Vendsyssel har fart på!

$
0
0

nybolig_5 copyNybolig Erhverv Vendsyssel, som har base i Frederikshavn, søger en erhvervsmægler/sælger til at fortsætte den positive udvikling samt udbygge firmaets markedsposition på erhvervsmarkedet i Vendsyssel.

- Vi søger en person, der har et stort erhvervsmæssigt netværk, er tillidsskabende og med en høj grad af troværdighed samt med en professionel tilgang til arbejdet. Jobbet kræver en ambitiøs og struktureret person, der er indstillet på at arbejde vedholdende og målrettet for at opnå resultater og vækst i en ofte hektisk hverdag, oplyser indehaver Tommy Fuglsang fra Nybolig Erhverv Vendsyssel på fjerde sal i Kattegat Silo.

Man behøver ikke være ejendomsmægler for at søge stillingen.

- Vi kender betydningen af det gode købmandsskab, ligesom vi ikke går på kompromis med kvalitet og faglig kompetence. Alligevel ved vi også, at den rette kandidat ikke nødvendigvis er ejendomsmægler, men eventuelt er indstillet på at blive det, lyder det fra Tommy Fuglsang.

Den nye medarbejder skal sammen med Hans Skovgaard og Tommy Fuglsang udgøre det fremtidige team i Nybolig Erhverv Vendsyssel. Der er i øvrigt tilknyttet backup assistent til varetagelse af sagsbehandling.

Læs mere på: http://www.nyboligerhverv.dk/frederikshavn/nyheder/2015/12/ny_medarbejder/

Sidste ansøgningsfrist er d. 21. december 2015.

 

Nye hold for hjertemotion i det nye år

$
0
0

600x250 BenefitHvis man ønsker at gøre noget godt for sit hjerte og samtidig forbedre sin sundhed og sin livskvalitet, er der rig mulighed for dette hver mandag eftermiddag i det nye år.

Hjerteforeningen i Sæby fortsætter nemlig det igangværende samarbejde med BeneFiT Sæby Fysioterapi om at lave hjerterigtig motion i trygge rammer sammen med andre hjertepatienter.

Som udgangspunkt er motionsholdet lagt an på rehabiliteringsforløb efter en hjerteoperation, men deltagere med andre hjertesygdomme, forhøjet blodtryk og forhøjet kolesterol vil i høj grad kunne drage nytte af denne særligt tilrettelagte motion. Og naturligvis er ægtefæller/ledsagere (med eller uden hjerteproblemer) også særdeles velkomne til at deltage.

Motionen finder sted i den gamle postbygning på Stationspladsen i Sæby hver mandag i tidsrummet kl. 16-17,15 – første gang den 11. januar og i alt 16 gange i foråret. Der påregnes startet nye hold i efteråret 2016, og man kan tilmelde sig på tlf. 25271204 eller via e-mail: merethegaardbo@gmail.com efter ”først-til-mølle”-princippet.

Hjerteforeningen i Sæby repræsenterer Hjerteforeningen i lokalområderne Sæby, Østervrå, Dybvad og Voerså/Præstbro og bidrager til landsdækkende arbejde med oplysning, forebyggelse og patientstøtte.

Foreninger søger tilskud til frivilligt socialt arbejde

$
0
0

FHK_Logo_cmykSundhedsudvalget skal på udvalgets kommende møde den 9. december tage stilling til en lang række ansøgninger fra foreninger, der søger tilskud til frivilligt socialt arbejde.

Der er i alt indkommet 84 ansøgninger fra foreningerne på i alt 2.514.465 kr. Det samlede beløb til udbetaling i 2015 er 1.594.072 kr. Det samlede beløb til de indstillede ansøgninger for første runde i 2016 er 1.155.275 kr. Uddelingen sker efter såkaldte ”§ 18-midler”.

35 ansøgninger indstilles til udvalgets behandling. 48 ansøgninger indstilles til udvalgets orientering, mens en enkelt ansøgning indstilles til afslag, fordi foreningens egenkapital er over 125.000 kr., og dermed diskvalificeret til at komme i betragtning.

I Sæby-området er der bl.a. indkommet ansøgninger fra Røde Kors i Sæby, Flygtningeaktiviteten til drift, udflugt, café og aktiviteter, 17.000 kr., ÆldreSagen i Sæby til drift, træf, sammenkomst for frivillige, besøgsvenner og udflugt, 38.000 kr., Sæby Pensionist- og Efterlønsklub til drift, udflugter og aktiviteter, 12.000 kr., Østervrå Seniorer – Pensionistforening til drift, udflugter og aktiviteter, 12.000 kr., Frivilligt Samråd i Sæby og omegn til drift og arrangementer, 13.500 kr., Sæby Handicapgruppe til drift, foredrag, ledsagerudgifter til aktiviteter og rejser, 49.000 kr., Ældre hjælper Ældre i Sæby til drift og arrangementer, 6.000 kr., Præstbro Seniorklub til drift og udflugter, 8.000 kr., Hyggeholdet i Dybvad til udflugt, 4.000 kr., Minibyen i Sæby til drift og studietur, 8.000 kr., Hørby Pensionistforening til aktiviteter og udflugter, 8.000 kr., Hyggeklubben i Sæby til drift og aktiviteter, 5.625 kr. samt Hjerteforeningen i Sæby til foredrag og drift af café, 8.200 kr.

Social- og Sundhedsdirektøren indstiller til mødet, at Sundhedsudvalget dels godkender administrationens valg af tildeling af beløb over 10.000 kr., dels tager administrationens valg af tildeling af beløb under 10.000 kr. til efterretning samt meddeler afslag til en enkelt forening.

Hvis man vil se den samlede liste af ansøgninger, kan dette link benyttes:

http://frederikshavn.dk/meetings/Sundhedsudvalget%20%28%C3%85ben%29/2015/09-12-2015/Dagsorden/Dagsorden%2009-12-2015%20med%20bilag.pdf

og scrolle til side 3

Tekst af Per Rye

Det har været en travl weekend i Syvsten IF

$
0
0

Banko Syvsten”Først afviklede vi salg af billetter til Stig Rossen og Vennerne og 4Play som afholdes d. 30. januar 2016. Igen et kanon salg på førstedagen. I skrivende stund er der godt 100 stk. tilbage, men følger det normalen, er billetterne væk i løbet af 14 dage. Vi har indtil videre solgt spisning til 300 personer. Vi er ovenud tilfredse med denne start. Tak til vores trofaste gæster. Vi glæder os til januar”, siger Inger Nørbjerg Rasmussen, fra Syvsten IF.

Nordjyllands største bankospil – sådan var det annonceret og for dem var det stort med godt 400 deltagere. Spillet blev afviklet flot med hjælpere fra SIF, Click og Meny. De er også glade for at Sanne C, Vinspecialisten, Aloe Care og Kop og Kande havde lyst til at opstille boder i hallen. Det gav en rigtig god kulisse og forhåbentlig god reklame for forretningerne.

Mange forretninger i Sæby og omegn bidrog med gevinster til bankospillet, og det er de meget taknemmelige for.

Hallen var kold. Både på grund af en stiv vestenvind, men også et fyr som ikke var helt i omdrejninger. Denne fejl er nu udbedret. Godt der var så mange til at varme hinanden, og der var varme drikke i boden!

”Om alt går vel, tror vi nok, vi tør prøve kræfter med dette arrangement næste år i december”, slutter Inger.

Søndag bød på juletræsfest for NNF’s medlemmer. Dette arrangement har Syvsten IF været praktiske grise for i så mange år, at de ikke kan huske hvor mange. Så dette kan man rolig kalde en tradition.

banko copy 20151206_143855 copy

 

 

 


Første gevinster trukket i årets julespil…

$
0
0

The_JulespilIgen i år har rigtig mange af byens butikker velvilligt doneret gaver til spillet.

Spillets regler:
Når en kunde i december måned handler i en af de lokale butikker, bliver kunden udstyret med et stempelkort med 10 felter. Felterne bliver stemplet, når man handler lokalt, og for hver påbegyndt 100 kr. man handler for, falder der et stempel. (Max 10 stempler pr. handel).

Når kortet er fyldt ud med alle 10 stempler, og man har udfyldt bagsiden af kortet, afleveres dette i den røde postkasse ved julemandens hus, og man er så med i trækningen om de rigtig mange fine gevinster fra byens butikker.

Hvorfor et julespil i Sæby?
Handelsstandsforeningens satsning i forbindelse med de stempelkort, der vil være at finde i alle foreningens medlemsbutikker, er at minde de lokale om vigtigheden og værdien af at handle lokalt.
Uden kunder er der ingen butikker, og uden butikker er der ingen jobs, og dermed falder hele grundlaget for det, vi alle kender som hyggelige Sæby.

Hovedgevinsten – et hotelophold for to personer i Tyskland, til en værdi af mere end 3.000 kr., samt en præmie fra alle deltagende butikker, trækkes den 23. december, sammen med de sidste ugepræmier.

Denne uges heldige vindere:

1. Spar Nord – Mogens Christiansen, Rosenvej 5, Sæby

2. Brunø – Bodil Christiansen, Oluf Kragsvej 5, Sæby

3. MENY – Mette Kirkegaard, Sofie Brahesvej 21, Sæby

4. Vinspecialisten – Birgitte Vallin, Rebslagervej 19, Sæby

5. Sportigan – Mikkel Knudsen, Solvænget 56, Sæby

6. Lottes Guld & Sølv – Mia Søndergaard Jensen, Apotekervænget 2, Sæby

7. Cykelgården – Henriette B. Andersen, Ågårdsvej 12, Hals

8. Kalhøj – Frøsig, P. Mønstedsvej, Sæby

9. Frk. Madsens Spisehus – Ketty Christensen, Chr. Pedersensvej 1, Sæby

Stort tillykke til alle vindere. Præmien afhentes i den butik der står nævnt, som den glade giver.

 

 

Ændring af lukkedage i dagtilbud…

$
0
0

FHK_Logo_cmykBørne- og Ungdomsudvalget vil på dets kommende møde den 14. december se på ændring af lukkedage i dagtilbud.

Forud for mødet indstiller Børne-, Kultur- og arbejdsmarkedsdirektøren, at udvalget som følge af drøftelserne dels godkender, at definitionen af lavt fremmøde hæves til 50 % samt fastholder, at kompetencen til at fastlægge rammerne for eventuelle lukkedage i distriktets huse er uddelegeret til distriktsbestyrelserne.

Det fremgår af sagsforløbet, at Børne- og Ungdomsudvalget i november 2008 godkendte, at vuggestuer og børnehaver kan afholde ”lukkedage”, når fremmødet i et hus er under 25 %. Lukkedage må efter dagtilbudsloven kun afholdes på dage med lavt fremmøde, og der skal tilbydes alternativ pasning på alle hverdage, dog undtaget 24. december og Grundlovsdag. Det er den enkelte kommune, som definerer grænsen for lavt fremmøde.

I budget 2016 er det besluttet at indføre en uges yderligere ferielukning i dagtilbuddene 0 – 6 år. For at efterkomme beslutningen er der behov for at ændre den hidtidige definition af ”lavt fremmøde”, som er den, der bestemmer, om et givent hus kan holdes lukket.

Nu ventes B&U-udvalget derfor at foreslå at hæve definitionen af ”lavt fremmøde” fra 25 % til 50 % for at øge distrikternes mulighed for at holde en uges yderligere ferielukning i løbet af året. En tidligere beslutning om, at det er delegeret til distriktsbestyrelserne at fastlægge rammerne for eventuelle lukkedage i distriktets huse, videreføres, da det er erfaringen, at der er store lokale forskelle i behov og muligheder for at benytte lukkedage, hedder det i i sagsfremstillingen på B&U-udvalgets dagsorden.

Tekst af Per Rye

 

 

 

Kommende arrangementer i Sæby og omegn

$
0
0

Julelys_600x250SaebyAvis.dk har modtaget nedenstående arrangementskalender fra Sæby Turistbureau.
Kalenderen løber fra onsdag den 9. december og frem til mandag den 28. december, og indeholder både nye og faste arrangementer.
Kender du til andre arrangementer der ikke er nævnt her, kan oplysningerne sendes til avisen på info@saebyavis.dk.
De vil herefter blive tilføjet kalenderen.

Onsdag 9. december
kl. 19.30: Julekoncert i Manegen, med Operasanger Jens Christian Wandt og Sæby Voksenkor under ledelse af Søren Rasmussen og. Entré kr. 60,- inkl. Julegløgg og æbleskiver. Billetter ved indgangen.

Torsdag 10. december
kl. 09.30-21.00: TOVLI TORSDAG i Sæby – byens forretninger holder åbent til kl. 21.

kl. 10.00-10.30: Kom til højtlæsning på dit børnebibliotek i Sæby. Vi er tossede med eventyr på tossede torsdage. I kan vælge hvilken tåbelig tosse vi skal tossefortælle om. Gratis adgang.

kl. 10.30: Seniorgudstjeneste i Sæby Kirke hvor Ældresagens sangkor medvirker.

kl. 13.00: Julehygge i Musikhuset, Skolegade 6, Sæby. Efter en let frokost underholder Arne Kronborg. Entré kr. 65.-. Tilmelding. Arr. Hyggeklubben Aktive Kvinder Sæby.

kl. 13.30: Jule Bankospil og Amerikansk Lotteri i Aktivitetscenteret Sæby Ældrecenter. Arr. Husets venner.

kl. 16.00-20.00: Besøg Julemanden i hans hus på Sæby Torv.

kl. 16.00-21.00: Julemarked på Sæby Torv, hvor der er udstillere med brød, ost, kød, rav, glaskunst og meget mere. Der er gratis adgang til teltet. Arr. Sæby Handelsstandsforening.

kl. 18.30-19.30 og 20.00-21.00: Musikkorps Sæby spiller julemusik i grupper rundt om i Sæby. Bl.a. på Lille Nytorv, Super Brugsen, Krystaltorvet og Sæby Torv.

kl. 19.00: Kæmpe Julebankospil i Skjolds klubhus, Kjeldgaardsvej i Sæby. Der bliver spillet om mange fine gaver, der er for ca. kr. 10.000 fra byens butikker. Arr. Skjolds Venner.

kl. 19.00: I Torslev Kirke er ”Der de ni læsninger” og Sct. Georgsgildet fra Sæby kommer med fredslyset. Der sluttes med kaffe i våbenhuset.

kl. 19.30: Julekoncert i Understed Kirke med Fladstrandkoret. Dirigent Agnethe Harding og den dygtige pianist Birgitte Banke vil ledsage koret på klaver.

Fredag 11. december
kl. 09.30-18.00: Sæbys forretninger holder juleåbent.

kl. 10.00: Lucia optog ved Privatskolen i Aktivitetscenteret Sæby Ældrecenter.

kl. 15.00-17.30: Besøg Julemanden i hans hus på Sæby Torv.

kl. 15.00-18.00: Julemarked på Sæby Torv, hvor der er udstillere med brød, ost, kød, rav, glaskunst og meget mere. Der er gratis adgang til teltet. Arr. Sæby Handelsstandsforening.

Lørdag 12. december
kl. 09.30-18.00: Sæbys forretninger holder juleåbent.

kl. 10.30-11.15 og 11.45-12.30: Sæbygarden spiller dejlig julemusik i grupper rundt om i Sæby. Bl.a. på Lille Nytorv, Super Brugsen, Krystaltorvet og Sæby Torv.

kl. 11.00-13.00: Besøg Julemanden i hans hus på Sæby Torv.

kl. 12.00-16.00: På Galleri Nordenvind er der fundet sjældne antikviteter og samlerkunst frem. Kaffe og the på kanden og næsten hjemmebagte ULE-KAGER.

kl. 12.00-17.00: Julefrokost i Manegen med underholdning af Harmonikavennerne fra Frederikshavn. Tilmelding tlf. 98 46 77 71 Ældre Sagen Sæby afd.

kl. 14.00-17.00: H.C. Andersen besøger Lottes guld og sølv, Vestergade 32 i Sæby. Skuespilleren Bjarne G. Nielsen fra København, har i 30 år lagt krop og stemme til eventyrdigteren. Han vil sidde i butikken og klippe papirklip, fortælle og synge.

Lørdag 12. og søndag 13. december
kl. 12.00-18.00: Julemarked på Sæby Torv hvor der er udstillere med brød, ost, kød, rav, glaskunst og meget mere. Der er gratis adgang til teltet. Arr. Sæby Handelsstandsforening.

Søndag 13.december
kl. 11.00-15.00: Besøg Julemanden i hans hus på Sæby Torv.

kl. 12.00-18.00: Sæbys forretninger holder juleåbent.

kl. 14.30-15.15 og 15.45-17.00: Musikkorps Sæby spiller julemusik i grupper rundt om i Sæby. Bl.a. på Lille Nytorv, Super Brugsen, Krystaltorvet og Sæby Torv.

kl. 19.00: Sæbygarden giver Julealsangskoncert i Sæby Kirke. De spiller til en lang række kendte julesalmer og spiller kendte og ukendte juletoner for orkester. Entré kr. 50,-.

kl. 19.30: Julekoncert i Torslev Kirke ved Tina Siel, Tine Lilholt og Knud Erik Trane. Entré kr. 100,- for voksne – gratis for børn. 

Mandag 14. december
kl. 10.00: ”Syng sammen formiddag” i Mariehuset i Sæby. Tag en ven/veninde med. Entré kr. 20,- inkl. kaffe.

Tirsdag 15. december
kl. 10.00: Jule Banko i Aktivitetscenteret Sæby Ældrecenter. Plader kr. 5,- pr. stk. Arr. Aktivitetshuset.

Torsdag 17. december
kl. 09.30-21.00: TOVLI TORSDAG i Sæby – byens forretninger holder åbent til kl. 21.

kl. 16.00-20.00: Besøg Julemanden i hans hus på Sæby Torv.

kl. 18.30-19.30 og 20.00-21.00: Musikkorps Sæby spiller julemusik i grupper rundt om i Sæby. Bl.a. på Lille Nytorv, Super Brugsen, Krystaltorvet og Sæby Torv.

kl. 19.00: Kæmpe Julebankospil i Skjolds klubhus, Kjeldgaardsvej, Sæby. Der bliver spillet om mange fine gaver, der er for ca. kr. 10.000 fra byens butikker. Arr. Skjolds Venner.

Fredag 18. december
kl. 15.00-17.30: Besøg Julemanden i hans hus på Sæby Torv.

Lørdag 19. december
kl. 09.30-16.00: Sæbys forretninger holder juleåbent.

kl. 11.00-13.00: Besøg Julemanden i hans hus på Sæby Torv.

kl. 11.30-12.30 og 13.00-14.15: Musikkorps Sæby spiller julemusik i grupper rundt om i Sæby. Bl.a. på Lille Nytorv, Super Brugsen, Krystaltorvet og Sæby Torv.

kl. 12.00-16.00: Galleri Nordenvind, Algade 14,Sæby, finder lyset hos den svensk/finske kunstner Jussi Taipaleenmäki, som får lov at glæde alle galleriets besøgende, med 24 søde kalenderpiger. 

Søndag 20. december
Kl. 10.00-16.00: Julemarked på Zenas Pedersholt, Tryvej 201, Dybvad. Der vil være oksekød, pølser, fars, bøffer, saft, marmelade, sennep, chutney, jordbær og mirabellelæder og gaveartikler.

kl. 10.30: Ved Gudstjenesten i Hørby Kirke medvirker Ældresagens sangkor.

kl. 11.00-15.00: Besøg Julemanden i hans hus på Sæby Torv.

kl. 12.00-18.00: Sæbys forretninger holder juleåbent.

kl. 14.30-15.15 og 15.45-17.00: Sæbygarden spiller julemusik i grupper rundt om i Sæby. Bl.a. på Lille Nytorv, Super Brugsen, Krystaltorvet og Sæby Torv.

Mandag 21. december
kl. 09.30-18.00: Sæbys forretninger holder juleåbent.

kl. 13.00-17.30: Besøg Julemanden i hans hus på Sæby Torv.

kl. 13.30-16.30: Musikkorps Sæby spiller julemusik i grupper rundt om i Sæby. Bl.a. på Lille Nytorv, Super Brugsen, Krystaltorvet og Sæby Torv.

Tirsdag 22. december
kl. 09.30-18.00: Sæbys forretninger holder juleåbent.

kl. 13.00-17.30: Besøg Julemanden i hans hus på Sæby Torv.

Onsdag 23. december
kl. 09.30-18.00: Sæbys forretninger holder juleåbent.

kl. 13.00-17.30: Besøg Julemanden i hans hus på Sæby Torv.

kl. 13.30-16.30: Sæbygarden spiller julemusik i grupper rundt om i Sæby. Bl.a. på Lille Nytorv, Super Brugsen, Krystaltorvet og Sæby Torv.

Torsdag den 24. december
Juleaftensfest på Hotel Viking, hvor alle der ellers skulle være alene, har mulighed for at festligholde højtiden i samvær med andre. Tilmelding senest den 22.12, lig en tilmeldingsseddel i postkassen ved Røde Kors butikken i Sæby eller ring på tlf. 20 73 40 18.

Mandag 28. december
kl. 19.00: Mølholt Forsamlingshus afholder juletræsfest og alle er velkommen til en hyggelig aften. Arr. Mølholt Forsamlingshus.

Åbningstider:
Galleri 133: Frederikshavnsvej 133, Sæby. Bliv kunstner for en dag – besøg værkstedet og mal dit eget billede. Alle materialer findes på stedet og alle kan være med, både børnefamilier, voksengrupper, klubber, personalegrupper, enkeltpersoner mm. Ring og aftal tid hos Billedkunstner Margit Rasmussen tlf. 27 38 95 66.

Glashuset: Gasværksvej 40 b, Sæby. Arbejdende værksted med glaskunst. Åbent mandag, onsdag og fredag kl. 11-17 og lørdag kl. 11-13.

Ravsliberen: Algade 12 A, Sæby. Arbejdende værksted og Ravmuseum. Åbent tirsdag-fredag kl. 11-17, lørdag kl. 11-13.

Gallerier
Galleri Lene Nürnberg: Algade 14, Sæby. Arbejdende værksted med kunsthåndværk. Åbent tirsdag-fredag kl. 11-16 og lørdag kl. 10.00-13.00.

Galleri Nordenvind: Algade 14, Sæby. Åbent kl. 12 -16 torsdag-søndag, eller efter aftale på 21 75 64 09Se mere på www.nordenvind.dk.

Museer
Katrins Dukkemuseum: Mølholtvej 104, Mølholt. Åbent efter aftale på tlf. 40 42 73 97.

Minibyen Sæby : Solsbækvej 39, Sæby. Åbent mandag, tirsdag, onsdag, fredag kl. 08-12. Entré: 20,- kr. voksne. Minibyen er en original model af Sæbys gamle bydel anno 1900 i forholdet 1:10. En oplevelse for hele familien. Guider til stede i hele åbningstiden. Gratis adgang for børn ifølge med voksne. Sidste åbningsdag i år er fredag den 11. december.

Sæby Museum: Algade 1-3. Åbent: mandag-fredag kl. 11-15. På museet fortælles om middelalderen, turismens tidlige historie og Sæbys guldalderkunst.

Aktiviteter
Aktivitetshuset, Sæby Ældrecenter: Linedance for begyndere hver mandag kl. 13.30-15. For pensionister og efterlønner.

Banko i Mølholt Forsamlingshus: Hver mandag kl. 19.

Banko i Skæve Idrætsforenings klubhus: Hver onsdag kl. 19.30.

Banko i Understed forsamlingshus: Hver onsdag kl. 19.30.

Bibliotek – Sæby:Rådhuspladsen 1. Åbningstid med betjening: Mandag, tirsdag og torsdag kl. 10-17, fredag kl. 10-14 og lørdag kl. 10-13. Åbningstider selvbetjening: Åbent alle ugens dage kl. 07-21. Adgang til internet.

Bibliotek – Østervrå: Vrængmosevej 2 B. Åbent mandag kl. 14-17 og torsdag kl. 15-19.

Byhistorisk arkiv: Algade, Sæby. Åbent torsdage kl. 13-16.

Bowling for seniorer: Sæby Bowling, Ålborgvej 81 B, Sæby. Hver mandag kl. 13-14.30 og kl. 14.30-16. Og hver onsdag kl. 13-14.30. Arr. Sæby Senior Bowling.

Hotel Viking Aqua Spa & Wellness Resort: Sæby. Åbent alle dage kl. 09-19. Se alle arrangementer på www.hotelviking.dk

Hørby Lokalhistoriskforening: Nørregade 40, Hørby. Åbent onsdag i lige uger kl. 19-21.

Kroket: Dybvad Kroketklub,sportspladsen ved Dybvad Hallen. Hver torsdag kl. 13.00.

Kroket: Sæby Kroket hver tirsdag og fredag kl. 13.30 og mandag kl. 18.30 på IF Skjolds baner, Kjeldgårdsvej 25, Sæby.

Netcafé: Krystalgade 3, 1. sal (over Røde Kors butik). Hjælp til PC og Tablet. Hver tirsdag kl. 10-11.30. Arr. Røde Kors og Ældre Sagen. Sidste gang inden jul er den 8.12. Starter igen den 5.1.

Petanque: Bredgade – bag Østervrå Hallen. Hver mandag kl. 14.

Petanque: Hørby Petanque klub spiller hver tirsdag kl. 14 og torsdag kl. 18.30 på Hørby petanquebane.

Stavgang i Sæby: Clasens Have, Algade 3, kl. 09.30-10.30 hver torsdag. Udstyr kan lånes. Alle er velkommen. Arr. Ældre Sagen.

Strikkecafé: Hver torsdagkl. 13.00 – 16.00: Her kan du komme og man samles til et par timer i strikketøjets tegn – Manegen, Sæby Kulturhus.

Sysselklubben: Skolegade 6, Sæby. Hver mandag kl. 14-16.

Sæby-Svømmebad & Wellness: Rådhusvej 3. Åbent: mandag, tirsdag, torsdag og fredag kl. 6-18, onsdag kl. 6-20, lørdag og søndag kl. 8-15. Se kalenderen på www.greenpool.dk/

Thorshøj lokalhistorie: Hjørringvej 222. Thorshøj. Åbent hver torsdag i ulige uger kl. 19-21.30.

Østervrå Lokalhistoriske Forening: Den gamle pedelbolig ved Torslev skole. Lukket i december.

Østervrå – Svømmehal: Åbningstider: Mandag kl. 19-21, tirsdag kl. 09-10 (forbeholdt voksne), onsdag kl. 18.30-20 og kl. 20-21 (forbeholdt voksne). Fredag kl. 18.30-20, lørdag kl. 08-09 (forbeholdt voksne) og kl. 14-15.30. Søndag kl. 08.30-11.

Øvrige
Den lille julestue: Mellem Sveje, Svejevej 8, Hørby. Åben hver dag kl. 10-16. Juletræer, gran og kirkegårdspynt.

Julebutikken: Havensvej 26, Dybvad. Julepynt, brugskunst, gavekurve, dekorationer mm. Åbningstider indtil jul: fredag kl. 13-18, lørdag og søndag kl. 10-15 eller efter aftale.

Krystalcaféen: Krystaltorvet, Sæby. Åbent alle hverdage kl. 10-12 og 14-16 og lørdag kl. 10-12. Mødested for alle. Ældre Sagens og Sæby Handicapgruppens frivillige serverer kaffe.

Nellemanns Have: Langtvedvej, Sæby. Her findes Nordeuropas største samling af paradisæbletræer. Åbent alle dage. Der er legeplads, borde og bænke samt toilet i haven. Gratis entré.

Sæby Kirke: Strandgade. Åbent mandag – søndag kl. 09-16.

Sæby Turistbureau og Feriehusudlejning: Algade 14. Åbent mandag-fredag kl. 09.30-16 og lørdag kl. 10-13. Vi sælger Sæby Handelsstandsforenings gavekort og andre gaveidéer. Adgang til gratis internet.

Husk indlevering af arrangementer skal ske senest fredag kl. 12 til amp@turisthusnord.dk – Sæby Turistbureau.            

Ungt par nye ejere på Hotelpension Aahøj

$
0
0

Aahøj_600x250Efter i et stykke tid at have ønsket at trække sig tilbage til pensionisttilværelsen, har Inge og Klaus Rödel nu endelig fundet de rette ejere til at overtage deres livsværk, Hotelpension Aahøj. Camilla Kanstrup har sammen med sin far, entreprenør Hans Erik Kanstrup, købt hotellet for at drive det lille, charmerende hotel videre i den ånd, som Inge og Klaus Rödel har formået at skabe omkring stedet.

Camilla Kanstrup, som kommer fra Sæby, vendte i juli hjem til Sæby med hele familien efter 10 år i Aarhus og 3 år i København som operations-og opvågningssygeplejerske.

At drive et idyllisk, kvalitetspræget hotel midt i Sæby ned til Sæby Å med en have, der indbyder til ro og fordybelse, er Camillas drøm, som nu går i opfyldelse.

Godt støttet af sin far, som kommer til at stå for renoveringen af stedet efter overtagelsen 1. februar, har hun masser af gode idéer til, hvordan stedet kan udvikle sig fremover uden at gå på kompromis med kvaliteten og den oplevelse, som hotellets mange stamkunder sætter så stor pris på. Hendes mands job bliver – ved siden af sit fuldtidsarbejde som ambulancereder – at vedligeholde den smukke have, som er en vigtig del af stedets attraktion.

Camilla Kanstrup glæder sig samtidig til at flytte ind i den private afdeling af huset med familien, som foruden hendes mand, Casper Lerkilde, 32 år, omfatter døtrene Anna på 4 år og Carmen på 2:

-Vi er utroligt glade for at være tilbage i Sæby midt i vores netværk af familie og venner og med naturen, åen, stranden og skoven som nabo. Det er en stor tilfredsstillelse at kunne tilbyde vores børn en tryg opvækst i et mindre samfund, fortæller Camilla Kanstrup.

-Det har længe været en stor drøm at drive en hotelpension, så da jeg denne sommer flyttede til Sæby og Aahøj var til salg, var det ikke svært at beslutte sig for at tage springet fra at have været sygeplejerske til at blive selvstændig erhvervsdrivende. For jeg kan simpelthen ikke forestille mig et skønnere sted, fortæller den ivrige og smilende unge hotelejer, som uden tvivl bliver en populær vært på stedet:

- Hotelpension Aahøj skal være selve inkarnationen af det gode liv for vores gæster. Med det personlige værtsskab vil vi kunne tilbyde gæsterne ro, kvalitet og fordybelse i idylliske og eksklusive rammer, hvor der bare er tid til at være.

Uafhængighed, frihed og personlig udfordring er ’drivet’ for Camilla Kanstrup, der efter mange år som sygeplejerske desuden er nået til et punkt, hvor hun har svært ved at identificere sig med et job, hvor man hver dag bliver presset til at gå på kompromis med kvaliteten.

Camillas interesser er foruden den nære kontakt med venner og familie i øvrigt løb, yoga, indretning og madlavning – og mon ikke hun får god brug for både at udfolde sit omsorgs-gen og sine interesser i sit nye virke, når gæsterne for alvor strømmer til? Hendes mand Casper, som også er løber, guitarist og lystfisker, glæder sig over løberuterne i skoven og langs havet, samt de mange muligheder for at fiske i både å og hav i Sæby.

-Vi tror på, at vi kan formidle vores egen begejstring til såvel stamgæster som nye gæster, så vi kan udvide sæsonen betydeligt i samarbejde med Turisthus Nord, som har bakket os op fra starten, slutter den nybagte hotelvært, Camilla Kanstrup.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

Drøftelse af inklusion i kommunens skoler

$
0
0

Saebygaardskolen_600x250Børne- og Ungdomsudvalget skal på dets næste møde den 14. december drøfte en rapport fra EPINION om indsatsen med at inkludere børn i kommunens skoler.

Forud for mødet lyder indstillingen fra Børne-, kultur- og arbejdsmarkedsdirektøren, at udvalget drøfter rapporten. Det fremgår af dagsordenen, at resultaterne af den gennemførte evaluering er beskrevet i rapporten ”Evaluering af inklusionsindsatsen”. Resultaterne fremlægges på mødet af en konsulent fra EPINION.

Fokus i evalueringen har været at vurdere, hvordan og i hvilket omfang de opstillede målsætninger anvendes. Desuden en analyse af, hvordan og om hensigtsmæssige inklusionsprocesser og metoder er iværksat. For det tredje har der været rettet fokus på at skabe et oplyst grundlag for den fremtidige indsats.

Evalueringen har haft bred inddragelse af alle interessenter i og omkring folkeskolen. Der har været afholdt interviews med repræsentanter for elever, forældre, skolebestyrelser, lærere, pædagoger, afdelingsledere, skoleledere, repræsentanter fra de faglige organisationer (Danmarks Lærerforening, BUPL og FOA) samt repræsentanter fra forvaltningen. Desuden har alt pædagogisk personale på skolerne deltaget i en spørgeskemaundersøgelse.

Et tilbageblik i sagen viser, at Børne- og Ungdomsudvalget i oktober 2011 vedtog ”Inklusion i folkeskolen – en guideline for Frederikshavn Kommune”. Guidelinen udtrykker en overordnet fælles holdning til inklusion og udtrykker konkrete mål for inklusion indtil 2020. Det konkrete mål er at nedbringe antallet af elever i specialklasser fra ca. 400 til ca. 200. Det fremgår, at Frederikshavn Kommune skal have fokus på at inkludere flere elever – især elever med generelle indlæringsvanskeligheder.

I oktober 2012 vedtog Børne- og Ungdomsudvalget en ny model for en økonomisk omlægning, hvor de økonomiske specialundervisningsmidler lægges ud til skolerne. Den økonomiske model var beregnet dels på baggrund af elevtal (60 % af ressourcen) og dels på baggrund af skolernes sociale profil (40 % af ressourcen). Ressourceomlægningen skulle foregå i to tempi: For det første de frigivne specialundervisningsressourcer, der pr. august 2012 fremkom ved, at elever gik ud af 9. og 10. specialklasse blev anvendt til en inklusionsperson på alle skoler. For det andet, at yderligere frigivne midler pr. august 2013 blev udlagt til skolerne i en indfasningsperiode over to år. I indfasningsperioden skete en solidarisk finansiering, så den enkelte skole ikke kunne overstige 10 % over- eller underskud af eksklusionstaksten.

Børne- og Ungdomsudvalget besluttede, at inklusionsstrategien skulle evalueres efter 2 år. På baggrund af udvalgets tidligere beslutning om, at der skulle foretages en evaluering af inklusionsstrategien, iværksatte Center for Børn og Skole i foråret 2015 et samarbejde med konsulenter fra EPINION om en ”Evaluering af inklusionsindsatsen” i Frederikshavn Kommune. Fokus i evalueringen er tredelt: at vurdere hvordan og i hvilket omfang de opstillede målsætninger forfølges, at analysere hvordan og om hensigtsmæssige inklusionsprocesser og metoder er iværksat samt desuden at skabe et oplyst grundlag for den fremtidige indsats.

Tekst af Per Rye

 

 

 

Kæmpe julebadmintonstævne i den kommende weekend

$
0
0

Badm stidsholt_600x250Så åbner Stidsholt IF dørene til et kæmpe badmintonstævne for U-15, U-17 og U-19 spillere.

Der er tilmeldt spillere fra det meste af Danmark, desuden er der tilmeldt spillere fra Norge, og der spilles i alt 300 kampe fra fredag kl. 17 frem til søndag kl. 14.

Nuværende og tidligere elever fra Stidsholt Nordjyllands Idrætsefterskole samt forældre gør en enorm frivillig indsats for at få stævnet afviklet. Frederikshavn Badminton Klub stiller velvilligt dommerstole til rådighed, og Coolshop står på sidelinjen med gode tilbud og opstrengningsservice.

Søndag eftermiddag holder Stidsholt Nordjyllands Idrætsefterskole åbent hus, hvor man har mulighed for at se skolen og høre mere om de spændende idrætslinjer: Fodbold, håndbold, badminton, svømning, fitness og pigepower. I anledning af julen serveres hjemmelavede juleklejner og andet lækkert julebag.

Der sker altid noget på Stidsholt – alle er velkommen til at kigge forbi.

 

 

De lave benzinpriser ser ud til at fortsætte i 2016

$
0
0

Benzin_600x250Prisen på en liter benzin og dieselolie er nu den laveste i 6 år. Det skyldes de faldende oliepriser, og det kommer nu bilisterne til gode.

Mandag nåede prisen på råolie det laveste niveau i syv år, og det har fået en direkte effekt på benzin – og dieselprisen, som rammer laveste niveau i flere år, skriver dr.dk

Man kunne til morgen tanke til 9,50 kr. pr. liter, og den pris kan komme endnu længere ned, hvis man kigger frem mod 2016, vurderer forbrugerøkonom hos FDM, Allan Skytte Christensen.

”Kigger vi på juni sidste år, var listeprisen på 13,28 kr. pr. liter, hvor den i dag er 10,80 kr., og hvis man regner med, at en gennemsnitlig bilist bruger 100 liter på en måned, er der store besparelser at hente”, siger Allan Skytte Christensen.

Man skal helt tilbage til september 2009 for at finde så lav en forbrugerpris på en liter benzin som nu. Dengang var den på 9,69 kr.

Den lave oliepris skyldes blandt andet, at de olieproducerende lande i OPEC ikke kan sætte loft på den mængde olie, de må producere pr. dag, og samtidig forventes Iran at øge sin olieeksport, så priserne kan dykke yderligere.

”Det er naturligvis svært at spå om, men vi kan forvente, at prisniveauet bliver ved med at være lavt. Vi skal ikke forvente, at dollaren svækkes, men alt under 10 kr. for en liter benzin er billigt, og intet tyder på, at det bliver dyrere”, slutter han.

 


Lærer fra Privatskolen i Sæby modtager dusør fra politiet

$
0
0

dusor copyOnsdag overrakte Nordjyllands Politi ved en lille højtidelighed på Politigården i Aalborg en dusør til et kærestepar, der har udvist belønningsværdig omtanke og handlekraft.

Den 20. november gik 25-årige Mads Aae Christiansen og hans kæreste Nanna-Louise Kudahl en aftentur i Aalborg. På gåturen blev de opmærksomme på en beruset mand, der gik langs med fjorden, men pludselig faldt manden i vandet.

Mads Aae Christiansen var hurtig til at løbe hen til kanten og gribe fat i mandens jakke, så han fik holdt mandens hoved over vandoverfladen. Imens løb Nanna-Louise Kudahl til en restaurant i nærheden for at hente hjælp til at få trukket manden op af vandet.

Politikommisær Kenneth Ginnerup Skovmose fra Nordjyllands Politi overrakte dusøren med ordene:

”Det er vores opfattelse, at Mads Aae Christiansen og hans kæreste Nanna-Louise har udvist stor omtanke og efterfølgende har forstået at handle, set ud fra den mulige fare der kunne opstå, ved at en beruset mand havde retning mod fjorden, og da ulykken skete, ved at få ham reddet op af havnen”, siger politikommisæren.

Dusøren lød på 500 kroner. Og selvom det er rart at få anerkendelsen, så håber Mads Aae Christiansen dog ikke, at han skal redde andre lige foreløbig.

”Jeg håber aldrig, at jeg skal opleve det igen. Skulle det ske igen, så håber jeg, at vi handler, som vi gjorde denne gang, og at vi igen er to”, fortæller han til TV2 Nord.

 

 

Mange nysgerrige besøgte Julemarkedet første dag

$
0
0

SONY DSCAllerede på Julemarkedets første dag, var interessen stor for de mange spændende boder med alt fra økologi til spændende, flotte hjemmelavede ting.

Klokken 16 åbnede markedet officielt, og der venter nu udstillerne 4 dage på Sæby Torv, med mulighed for at vise deres ting frem. Markedet spænder vidt blandt de 13 udstillere, og om 13 bliver et ulykkestal, ja det skal de næste fire dage vise, men i skrivende stund, er der stor tilfredshed med de første timer på Torvet, og det hele slutter jo også søndag den 13., så det kan da kun blive godt.

For at gøre det tåleligt for både gæster og udstillere, har Handelsstandsforeningen allieret sig med Sæby Festservice for at få varme i teltet, så der skulle være mulighed for både at få lidt varme og se på de mange spændende ting. Her kan bl.a. nævnes rav, knive, glas, ost, kød, vin, nisser, vinskjulere og meget mere, så kig forbi til en på opleveren.

I dag er markedet åbent til kl. 21 og i morgen fredag fra kl. 15-18. Lørdag og søndag slår udstillerne dørene op på markedet fra kl. 10-18.

Derudover er der vanen tro nisseorkester i byen, som sørger for den rette stemning og julemanden har også taget plads i sit hus, der i anledning af markedet er blevet gemt lidt væk bag det store telt, men også her er der aktivitet.

SONY DSC SONY DSC SONY DSC SONY DSC SONY DSC SONY DSC SONY DSC SONY DSC SONY DSC SONY DSC SONY DSC

 

 

Udvalg drøfter ferielukning i skolefritidsordninger

$
0
0

FHK_Logo_cmykNår Børne- og Ungdomsudvalget mødes næste gang den 14. december. Vil udvalget bl.a. drøfte ferielukning i skolefritidsordninger.

Børne-, kultur- og arbejdsmarkedsdirektøren indstiller forud for mødet, at udvalget drøfter, om beslutningen om 2 ugers ferielukning skal justeres og tillige tager stilling til en mulighed for nødåbent i en SFO-afdeling under ferielukning samt finansiering af en ny model.

Det fremgår af sagsfremstillingen, at Børne- og Ungdomsudvalget på efterårets dialogmøder med skoledistriktsbestyrelserne fik flere reaktioner på beslutningen i budget 2015 om fremover at holde 2 ugers ferielukning i skolefritidsordningerne (SFO) i ugerne 28 og 29.

Nogle forældre fandt det meget vanskeligt at holde ferie i den pågældende periode. Der var desuden et stort ønske om mulighed for nødpasning.

Besparelsen blev i budgetlægningen beregnet til en nettobesparelse i 2016 på 585.000 kr. Reduktionen er fratrukket rammen for skolernes 2016-budgetter. På baggrund af dialogmøderne har Center for Børn og Skole arbejdet med nogle muligheder for, at Børne- og Ungdomsudvalget kan justere konsekvenserne af beslutningen ved at holde ”nødåbent” i en enkelt SFO-afdeling i distriktet.

Der er således lagt op til at drøfte f.eks. at indføre nødåbent i en af hvert distrikts SFO-afdelinger i de to ferielukningsuger. Center for Økonomi har beregnet, at 2 ugers nødåbent i hvert af de 4 distrikter koster i alt 190.000 kr. årligt. Beregningen bygger på udgiften til 2,5 medarbejder og 45 børn i hver af de 4 nødåbne SFO’er.Desuden ses på at indføre 3 ugers ferielukning i stedet for 2, men lade besparelsen ved den ekstra ferielukkede uge være med til at ”betale” for nødåbent af en af hvert distrikts SFO-afdelinger i de 3 ferielukningsuger. Den ekstra uges besparelse betyder, at 3 ugers nødåbent i 4 skoleafdelinger i alt giver en kommunal mindreudgift på 14.000 kr. årligt.

Det bemærkes, at nødåbent i SFO betyder, at der afsættes penge til at holde én SFO åben, mens de øvrige SFO-afdelinger i distriktet er lukket i 2 eller 3 uger. Hvis et barn har brug for SFO i ferielukningsperioden, men går i en ferielukket SFO, tilbydes barnet i stedet at komme i den skoleafdelings SFO, som holder nødåbent. Forældre skal selv sørge for transport til og fra den nødåbne SFO.

 

Tekst af Per Rye

 

 

 

Sydafrikansk jazznavn sætter julen i swing i Sæby

$
0
0

esther_miller copy”Stemme, stil og nærvær – hun har det hele”, BBC’s radiovært lovpriste sydafrikanske Esther Miller, da hun var i stationens Best of Jazz-program. Nu er sangerinden flyttet til Skandinavien, og lørdag den 19. december synger hun swingende julesange ved en intimkoncert i det julepyntede Sæby Glaspusteri.

Esther Miller er jazzsanger af den klassiske skole. Hendes albums og koncerter har fået masser af anerkendelse for blændende teknik og personlige fortolkninger. Hun nævner inspirationskilder som Sarah Vaughan, Billie Holiday, Frank Sinatra og Nat King Cole. Men undervejs i karrieren har hun også selv haft mulighed for at optræde med berømte navne som den amerikanske jazzlegende Herb Ellis.

Hun er født og opvokset i Port Elizabeth i Sydafrika, hvor hun sang i kirke- og skolekor. Hendes karriere tog fart som gryende stjerne i et af de førende orkestre i det sydafrikanske jazzmiljø, inden hun valgte at søge mod Europa.

Efter 10 år i Storbritannien med flere cd-udgivelser og talrige optrædener på jazzfestivaler, i klubber og koncertsale har hun nu rettet opmærksomheden mod den skandinaviske jazzscene med udgangspunkt og bopæl i Danmark.

Ved koncerten i Sæby Glaspusteri bliver hun akkompagneret af stedets ”husorkester”: Salvador Olmos (guitar), Albert Reinholdt Østergaard (bas) og Bertil Bille (trommer).

Esther Miller diskografi: A place in the Sunlight (2009), Dream Dancing (2006), Invitation (2002) og Say Hello to Esther (1999).

”Esther Miller Christmas Special” i Sæby Glaspusteri, Algade 46, Sæby, lørdag den 19. december kl. 20. Dørene åbner kl. 19.30.

Entre: 50,- kroner.

esther_miller_christmas copy
 

 

 

Årets nominerede til Vækst og Vilje-priserne

$
0
0

Vægst&V 2012 copyFrederikshavn Erhvervsråd har nomineret 12 kandidater til Vækst og Vilje Erhvervsprisen 2015, mens 4 virksomheder er nomineret til Iværksætterprisen 2015. Priserne uddeles i Det Musiske hus den 22. januar 2016 ved det årlige Vækst og Vilje arrangement.

Frederikshavn Erhvervsråd, bestyrelsen for Erhvervshus Nord, har nomineret 12 kandidater til Vækst og Vilje Erhvervsprisen 2015 og 4 kandidater til Iværksætterprisen 2015. Vinderne af priserne afsløres ved Vækst og Vilje erhvervs- og kulturarrangementet i Det Musiske Hus den 22. januar 2015, som afholdes for 11.gang.

”Som formand for Frederikshavn Erhvervsråd er jeg virkelig stolt over, at kunne præsentere så stærkt et felt af virksomheder som i år er indstillet til de 2 erhvervspriser. Kandidaterne repræsenterer en række forskellige brancher, der alle via deres initiativ, faglige dygtighed og vækst bidrager til den erhvervsøkonomiske drivkraft i vores kommune”, siger Karl Erik Slynge, formand for Frederikshavn Erhvervsråd.

Vækst og Vilje Erhvervsprisen gives til en virksomhed eller virksomhedsleder i Frederikshavn Kommune, som har ydet en ekstraordinær indsats for erhvervsudviklingen i Frederikshavn Kommune.

De nominerede til prisen i 2015 er:
Gitte Henning v/Henning Kjeldsen (Skagen), Amanda Seafoods A/S (Frederikshavn), Skagen Cementstøberi (Skagen), Fonden Arena Nord (Frederikshavn), Skagens Museum (Skagen), Scanel International A/S (Frederikshavn), Skagen Bryghus A/S (Skagen), FF Skagen (Skagen), Sæby Fiske-Industri A/S (Sæby), Launis A/S (Aalbæk), DMTONLINE ApS (Sæby) og VICTOR A/S (Frederikshavn). 

Iværksætterprisen uddeles for sjette gang til en virksomhed/person, som har etableret eller overtaget en virksomhed i Frederikshavn Kommune inden for de seneste fem kalenderår og gennem dette bidraget positivt til erhvervsudviklingen i området.  De nominerede er:
JOBI Værft (Strandby), Skagen Køkkenet (Skagen), Skagen Bjeskeri ApS (Skagen) og A-supply (Skagen).

De nominerede er indstillet af Skagen Erhvervsforening, Sæby Erhvervsforening, Frederikshavn Erhvervsforening, FREDERIK handels- og virksomhedsforening, Sæby Handelsstandsforening, Skagen Handelsstandsforening og Turisthus Nord. Vinderen bliver kåret af Frederikshavn Erhvervsråd og afsløres ved prisuddelingen i januar, hvor årets hovedtaler er Friis Arne Petersen, Danmarks ambassadør i Tyskland.

Foruden de indstillingsberettede er Arena Nord, Spar Nord og Frederikshavn Kommune sponsorer af arrangementet, som erhvervsfolk kan tilmelde sig via Erhvervshus Nords hjemmeside.

Tidligere vindere Vækst og Vilje-prisen
2014: Uggerhøj A/S

2013: Vestergaard Marine Service A/S

2012: Danish Yachts, Skagen

2011: Nordmark Maskinfabrik, Sæby

2010: Stena Line for The Reef Resort, Frederikshavn

2009:  Frank Størup – Restaurant Franks, Frederikshavn/Sæby

2008: Karstensens Skibsværft, Skagen

2007: Hotel Viking, Sæby

2006: Jeppe Ørskov, Frederikshavn

2005: MAN Diesel A/S, Frederikshavn

Tidligere vindere Iværksætterprisen
2014: Catonets ApS

2013: Grenen Maskinfabrik Aps

2012: Ostefruen, Sæby

2011: Prime Ocean, Skagen

2010: Karma-Sushi v/Morten Hansson, Frederikshavn/Skagen 

Om Erhvervshus Nord
Erhvervshus Nord rådgiver virksomheder og iværksættere, udarbejder erhvervsanalyser, igangsætter udviklingsprojekter og samarbejder med en bred vifte af aktører om at skabe vækst og erhvervsudvikling i Frederikshavn Kommune.  Bag Erhvervshus Nord står erhvervsforeningerne i Skagen, Frederikshavn og Sæby, som tilsammen har flere end 500 medlemsvirksomheder. Erhvervshus Nord har et tæt samarbejde med Frederikshavn Kommune, som har overdraget den virksomhedsrettede erhvervsservice til Erhvervshus Nord.  Målet med erhvervsindsatsen er at skabe økonomisk vækst, vækst i beskæftigelsen og vækst i kompetenceniveauet. Læs mere på www.erhvervshusnord.dk

 

Viewing all 11214 articles
Browse latest View live