For et par måneder siden opstod der en lokalhistorisk gruppe, der koncentrerer sig om hjemstavnen, der i dette tilfælde er de gamle Albæk – Voer sogne. Gruppen kom på Facebook, og så gik det hurtigt fremad. Den ene efter den anden meldte sig ind, og det var rigtig noget, der bekom dem, der er bosat udenfor området, kan det tydeligt ses. Det må have været et behov, for dagligt er der nye tilmeldinger. Gruppen er nu på over 140 medlemmer, der suser rundt på Facebook og finder gamle gårde, huse, personer, skole- og konfirmandfotos samt mange andre sjove ting.
Stifteren, René Madsen, der er født og opvokset i Lyngså er bosat på Grønland 350 km nord for hovedstaden Nuuk/Godthåb, men det er ikke noget problem i vores digitale/elektroniske verden.
René Madsen har i en kortere årrække interesseret sig for lokalhistorie og slægtsforskning. I sommer havde han familien med hjemme på ferie, hvor han besøgte Voerså Museum og fik en masse input, og herved fremkom idéen om en lokalhistorisk gruppe på Facebook.
Der er ingen restriktioner af nogen art. Alle må gerne være medlem, og det er ligegyldigt, hvor man bor eller ikke er fra området. Man skal blot holde det hele i en sober og fordragelig ”tone” både tekst og billedmæssigt – og hele tiden tænke over ikke at genere andre eller såre nogen.
René Madsen fortæller selv.
- Formålet med gruppen er, at indsamle alle de skønne fotos og ældre tekster, som folk har liggende hjemme i skuffer og skabe. Når det så bliver lagt på Facebooksiden, vil det være til stor glæde og interesse, så der i fællesskab kan knyttes både tekst- og billedhistorie fra hjemegnen.
I gruppen er der et par lokalhistoriske forfattere fra området, der har skrevet flere bøger, og de glæder sig over dette initiativ. Selv går jeg med tanken om måske også at skrive lokalhistoriske bøger, men lige nu er det arbejde og familie, der kommer i første række, så må det andet vente lidt. Det er en spændende interesse at have, når snestormen pisker af sted udenfor vinduerne, og isfjeldene bevæger sig hurtigt i strømmen ude i fjorden, heroppe i det kolde nord, siger René Madsen.
Hvis den enkelte nu skulle være interesseret, går man ind på Facebook og opretter sin egen profil. Herefter skrives der i søgefeltet: ”gamle billeder fra Albæk og Voer sogne”. Siden kommer op, og man søger ganske enkelt om at blive optaget i gruppen, og det vil ske hurtigst muligt. Medlemsskabet er ganske gratis og uforpligtende.
Hvem er han så – René Madsen?
René Madsen er oldebarn af, den nok så kendte ormegrosserer og fiskerenser ”Fie Krag”, der opererede ved den gamle fiskerihavn i Voerså omkring år 1900. Hun opkøbte og sendte sandorm til vestkystfiskerne, og til tider kunne hun ikke få alle dem, hun kunne levere. Så tog hun selv ormegreben og gik på stranden og gravede dagen lang. Om aftenen sad hun tit under et bestemt træ på åbredden, som står der endnu, nogle hundrede meter fra åens udløb og tattede ål. Det klarede hun alt sammen, samtidig med hun også havde en børneflok, der skulle passes.
Fie Krag er i øvrigt beskrevet i flere lokalhistoriske bøger, på grund af hun netop var en markant og flittig arbejdsom kvinde.