Nedenstående nekrolog er skrevet af fhv. landsretssagfører Erling Mehlsen, der var formand for Sparekassen Sæby i 25 år og fhv. kundechef i Spar Nord Sæby, Merethe Gaardbo.
Sparekassedirektør Johs. Müller Jensen døde den 27. juli 2013, 89 år gammel.
Johs. Müller Jensen startede sin karriere som elev på et revisionskontor i Hobro, hvorefter han blev ansat som assistent i Aalborg Byes og Omegns Sparekasse, og kom derefter til Skive Sparekasse som fuldmægtig.
Johs. Müller Jensen blev hurtigt meget vellidt i Skive Sparekasse, og de var meget ærgelige over at miste en dygtig medarbejder, men selvfølgelig også stolte, da Johs. Müller Jensen i 1960 fik stillingen som direktør i Sæby og Omegns Sparekasse, der var en lille Sparekasse med 3 ansatte.
Johs. Müller Jensen påtog sig opgaverne i Sæby med stor flid, engagement og dygtighed – han sørgede for at der blevet ydet en stor service overfor alle kundegrupper.
Moderne teknik var magtpåliggende for Johs. Müller Jensen – medarbejderne skulle frigøres for “manuelt” arbejde og bruge tiden på de kundevendte opgaver – Sæby Sparekasse var det første pengeinstitut i Vendsyssel, der gik over til elektronisk databehandling.
Organisationsarbejde og teknisk udvikling var Johs. Müller Jensens store interesse, og han sad i mange udvalg og bestyrelser inden for sparekasseverdenen, bl.a. i Sparekassernes Datacentral.
Johs. Müller Jensen har været på mange studierejser, bl.a. i USA, Japan og andre steder, for at hente inspiration til den fortsatte tekniske udvikling – til gavn for pengeinstitutterne.
Det var meget magtpåliggende for Johs. Müller Jensen at medarbejderne havde det godt og de fik alle tilbud om videreudvikling og -uddannelse.
Johs. Müller Jensen har herudover haft mange lokale tillidsposter, bl.a. var han i bestyrelsen for Sæby Varmeværk.
Sparekassen Sæby – således blev navnet efter fusion med Torslev Sparekasse og Volstrup Sparekasse – blev fundet værdig til at indgå i Sparekassen Nordjylland – nu Spar Nord Bank – med virkning fra 1/1-1986.
Denne beslutning var stærkt foranlediget af Johs. Müller Jensen, idet det var hans faste overbevisning, at en sådan sammenslutning vil være til stor gavn for Sparekassen Sæby – Johs. Müller Jensen ønskede fremsynethed – hvilket han udtrykte ved: “Der er ingen fremtid i at leve i fortiden”.
Sparekassen har i alle årene taget det meste af hans tid – dog blev der af og til stunder til at nyde naturen omkring Sæby – gerne med en fiskestang i hånden.
Johs. Müller Jensen og hans hustru Birgit havde fornylig diamantbryllup.
De fik 2 sønner – Jens blev læge, arbejdede på Grønland, hvor han omkom ved en ulykke. Niels ville til søs, og blev styrmand, og er nu kaptain på Molslinjen.
Hans børnebørn – 2 piger, der nu er voksne – elskede han overalt.
Johs. Müller Jensen tilbragte det sidste års tid på plejehjemmet Rosengården i Sæby, hvor han fik en kærlig og omsorgsfuld pleje.
Vore tanker går til Birgit og Niels med familie.
Æret være Johs. Müller Jensens minde!