Debatten om fordelingen af eleverne på skolerne i Sæby fortsætter.
På næste møde i Børne- og Ungdomsudvalget den 4. december er der på den åbne del af dagsordenen et punkt med overskriften ”Fordeling af elever på Sæby Skole og Sæbygaard Skole”.
Af sagen fremgår det, at et flertal i Børne- og Ungdomsudvalget den 4. september i forbindelse med vedtagelse af Bæredygtigt Børneområde besluttede en fordeling af eleverne med 0.-4. klasse på Sæby Skole og 5.-9. klasse på Sæbygaardskolen.
Baggrunden herfor var muligheden for at skabe et trygt indskolingsmiljø i klyngebyggeriet på Sæby Skole og ligeledes at skabe en specialiseret indskolingsafdeling. Desuden ville de store klasser have fritidsfaciliteter tæt på, og faglokalerne på Sæby Skole er relativt små.
På baggrund af de indkomne høringssvar blev der i forbindelse med vedtagelsen af Bæredygtigt Børneområde tilføjet en bemærkning om, at ”et flertal i udvalget anmoder om, at der sker en afklaring af, hvordan eleverne fra 0. – 9. klasse fordeles på skoleafdelingerne, dog således at det fastholdes, at der sker en fordeling af eleverne på de to matrikler.
På byrådsmødet den 8. oktober 2014 besluttede et flertal i byrådet at følge Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning.
I de indkomne høringssvar fra skolerne i Sæby foreslås en fordeling af eleverne med 0.-6. klasse på Sæbygaardskolen og 7.-9. klasse på Sæby Skole, samtidig med at specialklasser følger klassetrinet. Dette foreslås på baggrund af ny indskolingsafdeling og legeplads på Sæbygaardskolen, mulighed for at skabe ungemiljø i klyngerne, nyrenoverede faglokaler på Sæby Skole, samt at 4. klasserne vil få langt til svømning ved det oprindelige forslag.
Med hensyn til skolevejene har Vejmyndigheden under Center for Park og Vej lavet en fornyet gennemgang, hvor udgangspunktet er det alternative forslag til fordeling. Park og Vej vurderer, at de trafiktiltag, der er foreslået som følge af Bæredygtigt Børneområde, ikke ændres ved en ændret fordeling af eleverne.
Til drøftelse i udvalget er de supplerende høringssvar fra skolebestyrelserne vedlagt.
Børne- og Kulturdirektøren indstiller, at Børne- og Ungdomsudvalget drøfter sagen, hvis afgørelse derfor kan imødeses med spænding.
Tekst af Per Rye