Plan- og Miljøudvalget skal på sit næste møde den 2. december drøfte en ansøgning fra ejeren af Grøns Transport Uddannelser på Kjeldgaardsvej i Sæby om at kunne genoptage kørsel med gokarts på det køretekniske anlæg.
Nordjyllands Amt gav i 1996 tilladelse til en sådan kørsel, men kørslen har været indstillet i en del år. En genoptagelse kræver fornyet miljøgodkendelse.
Der er tale om udlejningskørsel i tidsrummet kl. 10-20. Der er stillet krav om, at den sammenlagte kørselstid for samtlige anvendte gokarts ikke overstiger 960 minutter (= 16 timer) i tidsrummet kl. 10-18, og i tidsrummet kl. 18-20 må samlet kørselstid ikke overstige 120 minutter (= 2 timer). Det understreges for kommunens side, at under alle omstændigheder skal Miljøstyrelsens grænseværdier for støj ved boliger i det åbne land overholdes.
Ansøgningen begrundes med et ønske om at udnytte asfaltbanen bedre og dermed skabe mere omsætning i virksomheden. Aktiviteten forventes også at kunne skabe enkelte arbejdspladser.
Før der kan gives miljøgodkendelse, skal der foreligge en såkaldt akkrediteret støjberegning, som ansøgeren er indstillet på at betale.
Der er foretaget en indledende partshøring hos 13 naboer. Der er kommet svar fra 1 familie, som ikke ønsker, at kørslen med gokarts genoptages. Dette begrundes med, at støjen formentlig vil forekomme om aftenen, i weekends og på helligdage. Især på sommerdage og om aftenen forventes støjen at være generende for udendørslivet. Desuden peges der på det miljømæssige aspekt, hvor Frederikshavn Kommune gerne vil være en grøn kommune, og at gokarts ikke er energivenlige, da de bruger brændstof og forurener luften til ingen nytte, udover for sjov.
Indsigelsen vil dog næppe hindre et ja til fornyet kørsel, idet Teknik- og Miljødirektøren indstiller, at Plan- og Miljøudvalget nikker ja til, at godkendelsen kan gives på de samme vilkår, som var gældende i miljøgodkendelsen fra 1996.
Tekst af Per Rye