I uge 48 har 130 elever fra Hørby Efterskoles været i praktik på virksomheder eller i brobygning på ungdomsuddannelser – primært i det nordjyske, men enkelte rejste helt til Sjælland og en enkelt til Norge. Ugen giver eleverne mulighed for at få et konkret indblik i, hvordan det f.eks. er at gå i gymnasiet eller at arbejde som dyrlæge eller pædagog. Det er nemlig snart tid til, at de unge og deres familier skal træffe det store uddannelsesvalg.
Den personlige erfaring, som man får under et praktikophold er guld værd, hvis man spørger en af eleverne, nemlig Andreas Mygind, der går i 10. klasse på Hørby Efterskole. Andreas er i praktik som industritekniker på maskinfabrikken RASI, der ligger i Hørby.
- Inden jeg startede i praktik her på RASI var jeg meget i tvivl om, hvad jeg ville. Det er jeg sådan set stadig, men her kan jeg jo få prøvet en af mulighederne af, forklarer Andreas, der er rigtig glad for sit praktiksted. – Det har været spændende at være her og jeg har fået lov til at prøve en masse. Samtidig har vi også talt om de muligheder, en branche som denne giver.
Chris Arentsen, der er maskinarbejder hos RASI, synes også at det har været positivt at have Andreas i praktik. Tonen mellem dem er lun og humoristisk, og der er plads til at lave lidt sjov med, at man som praktikant også skal feje gulvet og rydde op.
- Vi har forsøgt at give Andreas indblik i, hvordan det er at arbejde i en branche og en virksomhed som vores, men der er selvfølgelig mange ting, han ikke kan lave, fordi der er mange maskiner, som han ikke må betjene, siger Chris. Men han har alligevel fået prøvet mange ting, og – håber jeg – også fået noget ud af at kigge os andre over skulderen.
Hos RASI kan man fremstille maskindele og kan dreje og fræse i alt lige fra stål til plastik og opererer typisk som underleverandør til landbruget og iværksætterbrancen. Man kan lave alt i maskindele, lige fra de helt små emner til de store som leverandør til vindmølleindustrien og kan hjælpe kunden med at udvikle en ide eller optimere et produkt. Men det kan være svært at skaffe arbejdskraft og derfor er Chris Arentsen glad for kontakten til praktikanterne:
- Vi håber jo, at praktikanter som Andreas lytter lidt til, hvad vi fortæller ham, smiler Chris. – For vi mangler hænder i smedebranchen og det betyder, at mange opgaver ender i udlandet. Vi kunne godt bruge nogle flere unge i faget.
Om Andreas Mygind vælger den 4-årige uddannelse som industritekniker eller går en helt anden vej, vil tiden vise. Nu har han fået et indblik i, hvordan en hverdag kan se ud, og hvilke fremtidsmuligheder, det giver ham. Men valget af uddannelse er svært for de unge, hvorfor man på Hørby Efterskole gør en stor indsats for at hjælpe de unge med at finde den rigtige praktikplads. Man ser brobygnings- og praktikperioden som en del af skolens uddannelsesvejledning, der suppleres med individuelle samtaler og rådgivning.